Sagsøgt i milliardsag

Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver sagsøgt af lettisk bank, skriver lettisk statsejet medie.

Konkursramt bank sagsøger Anders Fogh RasmussenFoto: REUTERS/Andreas Gebert
Foto: REUTERS/Andreas Gebert

Offentliggjort Sidst opdateret

Tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er blevet sagsøgt af den konkursramte lettiske bank PNB.

Det skriver det lettiske statsejede medie LSM.

Fogh Rasmussen blev i 2018 udpeget som næstformand for bankens uafhængige råd, og ifølge mediet stemte han flere gange for overførsler, der ikke var i bankens interesse.

Banken PNB gik konkurs sidste år, efter at Den Europæiske Centralbank (ECB) vurderede, at den “gik ned eller sandsynligvis ville gå ned”.

Insolvensadministrator for PNB Vigo Krastiņs har opdaget, at banken tabte 32 millioner euro kort før den blev lukket.

Han har nu sagsøgt tidligere medarbejdere i banken i forsøget på at få nogle af pengene tilbage.

Og her er Anders Fogh Rasmussen ifølge mediet en af de ni personer, som bliver sagsøgt.

Tilsynsmyndigheden for de lettiske banker (FKTK) videregav oplysninger om de overførsler, som Vigo Krastiņs havde opdaget, til lettisk politi, men den åbnede ikke en undersøgelse, skriver mediet.

Står overfor retssag

Fogh Rasmussen og de otte andre står nu over for en retssag ifølge LSM.

Mediet skriver desuden, at bankens bestyrelses- og rådsmedlemmer på et tidspunkt blev enige om at frigøre ejer Grigory Guselnikov fra hans forpligtelser over for PNB, selv om banken ikke fik noget til gengæld.

Oplysningerne blev fremlagt i den lettiske tv-kanals undersøgende program “De Facto”, der blev sendt søndag.

Ifølge en artikel i Berlingske fra 2018, var banken allerede dengang omstridt.

Banken har blandt andet fået en millionbøde for at bryde sanktioner mod Nordkorea, og så har den lagt sig ud med den lettiske stat, da den i december beskyldte myndighederne for urimelig hetz.

Da Fogh Rasmussen takkede ja til rollen i 2018 fortalte han til Berlingske, at han blev kontaktet af banken, og at han efterfølgende brugte lang tid på at sætte sig ind i forholdene i banken, der dengang hed Norvik Banka.

– Jeg har undersøgt forholdene meget grundigt på forskellig vis og haft flere samtaler med dem, inden jeg overhovedet accepterede at gå ind i det her.

Kort om Anders Fogh

– Statsminister 2001-2009.

– Landsformand for Venstre 1998-2009.

– Medlem af Folketinget for Venstre 1978-2009.

– Har også været skatteminister (1987-1990) samt økonomi- og skatteminister (1990-1992).

* Uddannelse: Samfundssproglig student i 1972 fra Viborg Katedralskole, cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1978.

* Familie: Gift med Anne-Mette Rasmussen siden 1978. Tre voksne børn og seks børnebørn.

– Jeg føler mig overbevist om, at Norvik Banka forsøger at leve op til de allerbedste standarder, sagde han til Berlingske.

Powered by Labrador CMS