Sagan glippede sejr i årets første klassiker

Foto: DANIEL DAL ZENNARO/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Milano-Sanremo var på forhånd en af årets store sats for Tinkoff-Saxos dyrt indkøbte stjerne, Peter Sagan.

Men den slovakiske mester måtte nok engang nøjes med en sekundær placering i årets første klassiker. I stedet kunne han se John Degenkolb sprinte sig til sejren efter 293 kilometer på de italienske veje.

Set med danske øjne indtraf løbets dramatiske begivenhed med 35 kilometer tilbage. Regn havde gjort de italienske spejlglatte, og på en nedkørsel styrtede Tinkoff-Saxos Christopher Juul Jensen. Ud fra tv-billederne at dømme slog han sig temmelig voldsomt. Siddende opad en klippeskråning med blodet løbende ud fra venstre øjenbryn måtte den 25-årige dansker opgive at fortsætte.

På Twitter var Tinkoff-Saxos russiske ejer Oleg Tinkov hurtig til at ønske sin rytter god bedring.

»Godt arbejde, mand. Jeg håber ikke, det bliver for slemt – god bedring, min ven,« skrev han på sin Twitter-profilen.

En række styrt i løbets slutfase fik dog ikke den store indflydelse på løbets resultat. Årets første klassiker finder stort set uden undtagelse sin vinder blandt feltets sprintere, og fra løbets begyndelse var det tydeligt, at feltet heller ikke denne gang ville lade en lykkeridder løbe med hæderen.

Godt nok fik en 11 mands gruppe slået et solidt hul tidligt på dagen, men Peter Sagen, Mark Cavendish og løbets forsvarende mester Alexander Kristoff sendte deres hold – Tinkoff-Saxo, Etixx-Quick Step og Katusha – frem i feltet for at holde snor i udbruddet.

Med 45 kilometer tilbage nærmede afstanden til feltet sig to minutter, og de mange tilbagelagte kilometer begyndte samtidig at sætte sig i udbrydernes ansigter, der blev mere og mere forpinte.

20 kilometer før mål var der samling i feltet. På dagens sidste mindre stigning var der heftig angrebsaktivitet. Kort før toppen angreb først BMC Racings Greg Van Avermaet – og Fabian Cancellara og Peter Sagan fulgte hurtigt trop. Sagan forsøgte endnu engang på nedkørslen, men i stedet for som tidligere set at brænde unødige kræfter af holdt slovakken igen, da han ikke fik det afgørende hul.

I sprinten lå Tinkoff-Saxo-rytteren langt tilbage, og det så ud til, at han havde forregnet sig. Alexander Kristoff, der ellers havde set noget brugt ud, åbnede spurten og holdt også længe konkurrenterne stangen. Tyske John Degenkolb fik dog presset sin cykel ind foran nordmanden på de sidste meter. Michael Matthews tog den sidste plads på podiet, men Peter Sagen måtte se sig henvist til fjerdepladsen.

Også den placering havde Oleg Tinkov en mening om.

»Godt løb for Peter Sagen. Hvis han var begyndt at sprinte tidligere, kunne det måske være gået bedre? Men sådan er sport,« skriver han på Twitter.

Powered by Labrador CMS