Saft kaldt tilbage: Popper som en champagne
Naturfrisk A/S tilbagekalder en økologisk saft.
Den varme, der den seneste tid har ramt Danmark, kræver, at man har noget at læske sig med. Det kunne for eksempel være saft fra Naturfrisk.
Flere kunder har i hvert fald købt Økologisk Naturfrisk Appelsin og Passion, men da de åbnede flasken sprang kapslen af, så saften stod ud af flasken.
Grundet overtrykket har Naturfrisk A/S valgt at kalde produktet tilbage. Det fremgår af en tilbagekaldelse fra Fødevarestyrelsen.
Se billede af produktet i bunden af artiklen.
Som champagne
Naturfrisk opdagede, at der var problemer med saften, da de hørte fra en række kunder, der havde købt produktet.
Kunderne havde kontaktet virksomheden, da de oplevede, at der var tryk på, når flasken blev åbnet.
– Når de har drejet låget, er det sprunget af. Lidt ligesom det sker med champagne. På flasken skriver vi også, at den skal rystes, for lige præcis den her saft er tykflydende, siger CEO ved Naturfrisk Tørk Eskild Furhauge til Newsbreak.dk og fortsætter:
– Vi har selv undersøgt, at overtrykket ikke dannes, hvis man undlader at ryste flasken.
I tilbagekaldelsen står skrevet, at der er risiko for, at flasken kan sprænge, men det er ikke en erfaring, som Naturfrisk har.
– Den mikrobiologiske bakterie, der er årsagen til overtrykket, kan simpelthen ikke danne så stort et tryk, så flasken kan sprænge, siger Tørk Eskild Furhauge og forklarer, at de har været i kontakt med Fødevarestyrelsen om netop det.
Fra kunder har virksomheden hørt, at det er endt med saft i loftet og værst et smadret glas, fortæller han.
Ændre temperaturen
Årsagen til overtrykket er en gæring.
Virksomheden har efter tilbagekaldelsen gennemgået arbejdsgangen for produktionen af den tilbagekaldte saft for at komme overtrykket til livs.
– Vi producerer økologiske produkter, så de bakterier, der er, når man blander ingredienser, kan ikke dræbes med kemi. Vi kan kun dræbe dem med varme ved pasteurisering, derfor bliver alle vores produkter på nær vores kombucha pasteuriseret, siger han.
Ifølge Tørk Eskild Furhauge er det temperaturen, som saften pasteuriseres med, der skal sættes op. Det skyldes, at saften er tyk og derfor har brug for en højere temperatur end de 88 grader, der normalt gælder for saft.
– Det er så det, vi skal have korrigeret på, siger han.
Ydermere forklarer han, at de anbefaler, at saften stilles på køl, når den er åbnet. Men han tænker, at det er muligt saften har stået lidt for længe på køkkenbordet i varmen, som de seneste uger har ramt Danmark.
Kaldt tilbage hurtigt
Efter kundehenvendelserne var Naturfrisk hurtige til at kalde produktet tilbage.
Ved hjælp af kunderne fandt de frem til hvilke parti af produktionen, der var tale om. Dernæst fandt de hurtigt frem til de tre købere af saften, der var to kæder heriblandt Coop og en lokal butik, som blev bedt om at kalde produktet hjem.
Det er Økologisk Naturfrisk Saft Appelsin og Passion 50 cl med 500 milliliter, der kaldes tilbage. Saften har bedst før datoen 5. maj 2022.
Saften er blevet solgt i dagligvarebutikker landet over.
Fødevarestyrelsen anbefaler, at man leverer produktet tilbage til butikken, hvor det er købt eller kasserer det, hvis man er én af dem, der har købt Økologisk Naturfrisk Saft Appelsin og Passion.