Sætter foden ned: -Har ikke krav på ophold

Lande, der er i spil som modtageland for danske asylansøgere, skal kunne garantere menneskerettigheder

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) arbejder på at lave aftaler med lande om at tage imod personer, der ønsker asyl i Danmark. Foto: Emil Helms/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) siger tirsdag, at regeringen er i dialog med fem til ti lande om at have et modtagecenter for personer, der ønsker asyl i Danmark.

Regeringen vil ikke sige hvilke, men Mattias Tesfaye og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har netop besøgt Rwanda.

Læs her fem spørgsmål til Mattias Tesfaye om, hvad regeringen har i tankerne.

Hvad er kravene til de lande, I overvejer til at have et modtagecenter?

– Det skal være et land, hvor menneskerettighederne er garanteret. Folk, der banker på Danmarks dør og søger beskyttelse, har ikke krav på at få et ophold i en velfærdsstat.

– Men de har krav på, at de ikke bliver udsat for menneskerettighedskrænkelser. Så det skal vi kunne sikre og monitorere. Vi kan ikke eksportere ud af vores juridiske ansvar.

Hvad er I klar til at betale for, at et land opretter et dansk modtagecenter?

– På bundlinjen tror jeg, det vil være en besparelse for Danmark. Men det er ikke det, der er det afgørende. Det afgørende for os er, at vi vil kunne hjælpe langt flere flygtninge.

-Skal være et partnerskab

Vil Danmark betale et beløb per asylansøger i et modtagecenter, eller hvordan skal det strikkes sammen?

– De lande, vi er i dialog med, har flere forskellige ønsker. Det handler ikke så meget om økonomi. Det er mere investeringer, hjælp til grøn omstilling eller udviklingsbistand til at opbygge deres samfund.

– Det er ikke et spørgsmål om, at Danmark går til baglommen, betaler en masse penge, og så har vi ingen problemer. Det skal være et ægte partnerskab med et andet land, hvor vi også hjælper dem med deres problemer.

Så der vil være en direkte sammenhæng mellem, hvilke lande der får udviklingsbistand fra Danmark og hvilke, der siger ja til et modtagecenter?

– Det kan jeg ikke afvise. Vi bruger rigtig mange penge på udviklingsbistand, og det er vi stolte af. Men vi vil gerne bruge dem klogt og eksempelvis på folk, der har brug for beskyttelse.

– Så vi er i gang med at omlægge vores udviklingsbistand til at hjælpe flygtninge tættere på konflikterne. Vi har allerede taget de første skridt.

Er det ikke at tage lande som gidsel og sige, at hvis ikke de laver et modtagecenter, så vanker der ingen udviklingsbistand?

– Det er slet ikke sådan, jeg ser på det. Jeg ser på det sådan, at vi siger: “Vi vil gerne hjælpe jer med at hjælpe flygtninge. Og hvis I vil hjælpe os med at etablere et asylsystem, hvor vi kan passe bedre på det danske samfund og sikre, at dem, der kommer hertil, faktisk er folk, der har brug for beskyttelse, så er det godt for alle”.

Powered by Labrador CMS