Sæson for dødelig sygdom: Er du forberedt på det?

Fra i dag, 1. oktober, tilbyder 115 apoteker drop in-vaccinationer mod sygdomsæson, der først rammer om et par månder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Selvom der er et par måneder til influenzasæsonen er over os, er apotekerne klar med vacciner, der skal sikre færre sengeliggende danskere i år end sidste år.

I alt 115 apoteker landet over står klar med nålen fra mandag d. 1. oktober, og det er ikke nødvendigt med forudgående tidsbestilling, skriver DR P4 København.

Jonas Nielsen, der er læge og stifter af virksomheden Sikker Vaccination, der hjælper apotekerne med at tilbyde vaccinationer, håber, at drop-in-vaccinationerne kan betyde færre influenza-tilfælde.

– Det er en farlig sygdom, som 1000-2000 danskere dør af i gennemsnit hvert år, siger han til DR P4 København.

1644 døde på én vinter

Sidste vinter døde 1644 personer efter at være blevet smittet med en influenza-virus, viser tal fra Statens Serum Institut.

Det er særligt ældre over 65 år, førtidspensionister, kronisk syge, overvægtige og gravide, der er udsat. Derfor får de også vaccinen gratis. Borgere, som ikke er i risikogruppen, betaler 150 kroner.

– Alt for få bliver vaccineret. Sidste år var det kun halvdelen af patienterne i risikogruppen, der blev vaccineret. Man vil gerne have, at det er mindst 75 procent, siger han.

En af apotekerne, der skal stå for at vaccinere folk, der kommer ind fra gaden, er Lyngby Svane Apotek. Sidste år foretog personalet 1045 vaccinationer – flest i landet. I år håber apoteker Niels Kristensen, at endnu flere lægger vejen forbi.

– Man skal jo være ambitiøs. Vi satser på at komme forbi 1200 i år. Det er vigtigt at få vaccineret så mange som muligt, siger han.

Influenza kan gøre anden sygdom værre

Vaccinationen foretages af apotekets personale, der har fået en særlig uddannelse i vaccination, så den foregår lægefagligt korrekt.

Niels Kristensen mener, at apotekerne spiller en vigtig rolle i bekæmpelsen af influenzaen.

Influenza

  • Influenza skyldes infektion i de øvre luftveje med influenzavirus A, B eller C. Hver virustype her derudover en række undertyper. Alle kan blive ramt af influenza. Det er dog især ældre over 65 år og andre personer med sygdom, der påvirker immunforsvaret, som har øget risiko for et alvorligt forløb af influenza.
  • Den tilbagevendende vinterinfluenza kaldes sæsoninfluenza, og den optræder i bølger af 6-10 ugers varighed i perioden fra december til marts.
  • Et par gange i løbet af en 10-årig periode kan influenzaforekomsten være markant højere end forventet, og så er der tale om en egentlig epidemi, hvor op imod 20 procent af befolkningen bliver ramt. Sidst en epidemi ramte Danmark var i 2009, hvor en helt ny influenzatype var skyld i en verdensomspændende pandemi.
  • Influenza kan give høj feber med kulderystelser, muskelømhed og hovedpine, der ledsages af en markant sygdomsfornemmelse. Der er ofte lidt tør hoste og lette synkesmerter. I ukomplicerede tilfælde varer selve sygdommen fire-fem dage, men følges gerne af en til to uger med træthed og nedsat fysisk formåen.Ved alvorlig sygdom ses oftest lungebetændelse, ligesom influenza kan forværre eksisterende sygdomme som for eksempel sukkersyge eller hjertekarsygdomme.
  • Hvert år dør i gennemsnit ca. 1000-2000 personer i Danmark af komplikationer som følge af influenza

Kilde: Statens Serum Institut

– Vi har fat i borgerne i forvejen. Når vi ekspederer, spørger vi folk om de har fået deres influenzavaccination i år. Det er nemmere, end at du selv skal huske at blive vaccineret og bestille tid, siger han til DR P4 København.

Statens Serum Institut skriver, at influenza kan ramme alle borgere, og at der er sæson for det fra december til marts. Alvorlig influenza kan ses i form af lungebetændelse, og ifølge SSI kan influenza gøre eksisterende sygdomme, som sukkersyge og hjertekarsygdomme, værre. 

Powered by Labrador CMS