Særlige sten markerer ofre for nazismen
12 mindesmærker skal minde om dem, der mistede livet til nazismen i København og Frederiksberg.
Den tyske kunstner Gunter Demnig lægger mandag 12 såkaldte Snublesten i jorden i København og på Frederiksberg.
Stenene er en del af et stort projekt, hvor mindesten lægges ned i fortovet ud for huse, hvor ofre for nazismen boede eller befandt sig i Danmark.
De første tre sten er mandag formiddag blevet lagt i jorden ved synagogen i Krystalgade, hvor det jødiske alderdomshjem tidligere var placeret.
Flere pårørende til nazismens ofre var mødt op foran synagogen, beretter en journalist på TV 2 News, der var til stede ved indvielsen. Her skal den tidligere overrabbiner Bent Melchior også holde en tale.
Den mørke tid
De 12 sten, der skal i jorden mandag, markerer ifølge Jødisk Informationscenter både danske jøder og statsløse.
De skal synliggøre historien om en mørk tid og formidle den til fremtidige generationer, så det ikke gentager sig.
De danske ofre blev deporteret til Tyskland, efter de i 1943 blev beordret til koncentrationslejre i Tyskland.
I 1940 udviste de danske myndigheder de statsløse jøder, som ankom til Danmark som flygtninge, til Tyskland. De døde i nazisternes tilintetgørelseslejre.
Snublestenene er placeret flere steder i Europa blandt andet i Tysklands hovedstad, Berlin, og Ungarn og Holland.
I 2017 skrev Deutsche Welle, at der dengang var lagt 70.000 sten rundt i Europa. Det fik dog ikke kunstneren til at juble.
– Der er intet at fejre. 70.000 sten er 70.000 for mange, sagde Gunter Demnig til Deutsche Welle.