Særlig gigtmedicin øger risiko for dødeligt slagtilfælde

Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

Risikoen for, at man dør af slagtilfælde, øges, hvis man tager visse former for medicin mod gigt og smerter. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital.

Årligt rammes 15.500 danskere af et slagtilfælde, der skyldes en blodprop eller blødning i hjernen – 4.700 dør af det. Forskerne har set nærmere på såkaldte COX-2-hæmmere, der er en særlig type receptpligtig gigtmedicin.

»Nogle af de nyere typer af COX-2-hæmmende medicin er allerede taget af hylderne igen på grund af øget risiko for hjerteanfald, men mange af de ældre præparater udskrives stadig i vid udstrækning på recept. Vores undersøgelse viser, at brugen af disse gigtpræparater øger risikoen for et dødeligt slagtilfælde,« siger Christian Fynbo Christiansen, klinisk lektor og læge, i en pressemeddelelse.

Studiet, der er det hidtil største på området, inkluderede 100.000 danske patienter indlagt efter et første slagtilfælde i årene 2004-2012. Forskerne sammenlignede antallet af dødsfald inden for den første måned med patienternes brug af udvalgte typer gigtmedicin inden for to måneder før slagtilfældet.

Forskerne kunne ved hjælp af receptregistre se, om patienterne aldrig havde fået medicinen, var tidligere brugere eller aktuelle brugere af medicinen, og om de var nye brugere eller havde taget medicinen gennem længere tid.

»Generelt havde patienter, der ved indlæggelsen fik COX-2-hæmmer, 19 procent større risiko for at dø af et slagtilfælde sammenlignet med patienter, der ikke fik medicinen. En stor del af det resultat skyldes nye brugere af COX-2-præparater, der havde hele 42 procent øget risiko for et dødeligt slagtilfælde,« siger lærestolsprofessor og overlæge Hans Erik Bøtker i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS