Særlig gave til kronprins
Jordans kronprins Hussein fylder 30 den 28. juni, og der er en ganske særlig fødselsdagsgave på vej til ham: Kronprinsesse Rajwa venter parrets første barn
Hussein bin Abdullah II er i en alder, hvor livet kommer med store ting hurtigt efter hinanden.
Den 1. juni i fjor blev han gift med Rajwa fra Saudi-Arabien, og i april i år meddelte det jordanske kongehus, at Rajwa venter sig med parrets førstefødte.
Det er en begivenhed, som optager mange flere end forældrene, for der er tale om Jordans kronprins Hussein og kronprinsesse Rajwa.
Særlig gave
Der er ikke officielle oplysninger om, hvornår den lille ventes at komme til verden. I meddelelsen i april blev der sagt i løbet af sommeren.
Det er snart, og det betyder, at kronprins Hussein får en fødselsdagsgave ud over det sædvanlige, selv om den måske ikke kommer lige på dagen.
Han fylder 30 den 28. juni.
Kun drenge i arvefølgen
Hvis det bliver en dreng, bliver parrets førstefødte nummer to i arvefølgen til den jordanske trone.
Bliver det en pige .... nej. Så er der ingen trone i vente for den lille nye.
Forfatningen fra 1952 siger, at tronen går i arv til kongens ældste søn. Så bliver det en pige, bevares den nuværende arvefølge, hvor kongens lillebror, prins Hashem, er nummer to.
Hussein, der selv er den ældste søn af kong Abdullah og dronning Rania, er opkaldt efter sin bedstefar kong Hussein. Han var grundlægger af det moderne Jordan.
Efterkommere af profeten
Han var konge fra 1952 til 1999 og var en central skikkelse i den konfliktfyldte udvikling, som Mellemøsten i denne periode var igennem med krige og også med en fredsaftale i 1994 mellem Jordan og Israel.
Jordans kongefamilie kaldes hashemitterne. Det er en familiegren, der siges at være efterkommere af islams profet Muhammed.
Læste historie
På kronprins Husseins hjemmeside står der, at han er den 42. generation af direkte efterkommere af profeten.
Kronprinsen er født i Amman, Jordans hovedstad.
Efter grundskole og gymnasie i Jordan læste han international historie på Georgetown University i Washington D.C., USA's forbundshovedstad.
Kronprins i 2009
Han har også været på det britiske militærakademi Sandhurst, og i Jordans væbnede styrker har han rang af kaptajn.
Han blev officielt kronprins i 2009. Siden da har han ofte været med sin far, kongen, på rejse rundt om i Jordan og i udlandet.
Hjælper børn i uddannelse
Han har oprettet en fond, Kronprinsens Fond, der beskæftiger sig med hjælp til børns uddannelse og velgørenhed, herunder hjælp til døve børn.