Sådan undgår vi at danskere søger skattely
Skatteministeren fremlægger torsdag nye regler for, hvordan skatterådgivning bør gribes etisk an.
Der skal sættes massivt ind mod de professionelle rådgivere, der vejleder danskere i at snyde i skat – primært ved at skjule dele af deres penge i skattely som Schweiz og Caribien.
Skatteminister Benny Engelbrecht (S) præsenterer på et pressemøde torsdag et nyt sæt etiske regler, der er udarbejdet sammen med danske advokater og revisorer, for, hvordan man bør rådgive om skat.
Det skriver metroxpress, der er kommet i besiddelse af rapporten “Styrket rådgiver- og branchesamarbejde mod grænseoverskridende skatteunddragelse,” der bliver præsenteret.
Rapporten kommer, efter at DR i udsendelserne “I skattely” afslørede rådgivere, der vejledte i, hvordan man snød i skat.
Leder af skatteudvalget hos Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, John Bygholm, har været med til at lave rapporten.
– Der kan være enkelte revisorer og advokater, der ikke er fine i kanten. Men dem, man for alvor så boltre sig i at vejlede i skattesnyd, var folk, der ikke var medlem noget sted. De bør også forpligtes, siger han til metroxpress.
Direktør for Danske Advokater, Paul Mollerup, kalder det “en påmindelse, som jeg håber også når dem med en anløben forretningsmodel”.
Både revisorer og advokater har etiske nævn.
En af de fem nye etiske regler lyder:
– Enhver skatterådgivning bør forudsætte, at samtlige relevante informationer kan tåle dagens lys. Det er uacceptabelt at basere sin rådgivning på, at et forhold ikke opdages.
/ritzau/