Sådan undgår du vinter-depression
Uf! Det er mørkt og koldt – lige til at blive deprimeret af. Flere danskere døjer med vinter-depression – se her, hvordan du kan undgå at gå ned med flaget i vinter.
Når vinteren står for døren, er der flere og flere af os, der får en vinter-depression i større eller mindre grad.Mange bliver lidt mere triste og uoplagte i de mørke måneder. Her får du 10 gode råd, som Samvirke har samlet mod vinter-depression:
1. Gå udenfor, og få det sol-lys, du kan. Brug noget af din frokost-pause på at gå udenfor, mens det stadig er lyst. Tag ikke dine solbriller på. Når du sidder indenfor, så sæt dig i nærheden af et vindue.
2. Investér i en lys-lampe. Der findes efterhånden mange såkaldte “wake up”-lamper, der efterligner solens lys. Hvis du synes, mørket er det værste ved vinteren, kan en sådan lampe hjælpe. Tænd den om morgenen, når du spiser morgenmad, eller skaf en skrivebords-model, så kan du bruge den, mens du arbejder.
3. Få noget motion. Sørg for at bruge din krop. Motion udløser endorfiner i kroppen, som gør dig lykkelig. Når du alligevel skal ud i frokostpausen, så gå en rask tur. To fluer med et smæk.
4. Pas på sukkeret. Selvfølgelig skal du nyde jule-slikket i december måned. Men pas på ikke at falde i fælden med at spise slik og chokolade, fordi du er trist. Sukker påvirker dit blodsukker, så det stiger voldsomt for derefter at falde lige så drastisk. Bagefter føler du dig bare træt og nedtrykt. Spis så sundt, du kan, sørg for at få de gode grove grøntsager og kulhydrater. Lidt rå gulerods-stave til aftensmaden og fuldkorns-rundstykker om søndagen.
5. Få sovet nok – og godt. Sørg for at komme ordentlig tid i seng og få 7-8 timer hver nat. Det er generelt en god ting at huske i forhold til sundhed. Det er mens vi sover, at kroppen re-generer og heler.
6. Få tjekket hos lægen, om du mangler D-vitamin. Der er kommet mere fokus på D-vitamin, og der er flere danskere, der har brug for ekstra om vinteren. Det er ikke kun små børn og mennesker, der går tildækket. Din læge tager en enkelt blod-prøve, der giver svar på, om du bør tage et tilskud af D-vitamin om vinteren.
7. Planlæg en rejse i februar. Tag et smut sydpå, hvis økonomien tillader det. Sørg for at planlægge en rejse i februar, så har du noget at se frem til i de mørkeste måneder. Det hjælper på humøret at have noget at se frem til.
8. Få en hobby. Hvis du allerede ved, at vinteren er hård for dig, så find noget sjovt at give dig til. Find et madlavnings-kursus, et badminton-hold eller noget helt tredje, der kan give dit humør et boost. Prøv også at gøre noget nyt – helst hver dag, så hjernen udfordres. Løs krydsord eller Sudoku, læs en bog, lær et fremmedsprog. Når man laver noget, der er sjovt eller interessant er det svært at blive trist.
9. Nyd hyggen, der kommer med mørket. Tænd stearinlys, kravl under et tæppe i sofaen og vær sammen med dine nærmeste.
10. Tænk på foråret. Glæd dig til det bliver lysere. Køb frø, der skal i jorden til foråret, planlæg påskeferien eller sommerferien.