Sådan undgår du klam mad i køleskabet

Har køleskabet ikke den rette temperatur, og står madvarer forkert placeret, kan det gå ud over holdbarheden. Læs her, hvordan du bedst organiserer køleskabet

Den rette placering af madvarer i køleskabet kan være med til at forlænge holdbarheden på maden. Derfor kan det også være med til at mindske madspild, hvis man er opmærksom på placeringen, siger Jens Kirk Andersen, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet. (Arkivfoto)
Den rette placering af madvarer i køleskabet kan være med til at forlænge holdbarheden på maden. Derfor kan det også være med til at mindske madspild, hvis man er opmærksom på placeringen, siger Jens Kirk Andersen, seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Slatne grøntsager, sur mælk og mug på pålægget.

Det kan være konsekvenserne, hvis ikke du placere varerne rigtigt i køleskabet. 

Derfor er der flere ting, du bør huske, før madvarerne per automatik bliver stillet tilfældigt ind i køleskabet, hvor der lige er plads.

Det er nemlig essentielt for holdbarheden på fødevarerne, at de står tilpas koldt i køleskabet, siger Jens Kirk Andersen, der er seniorrådgiver ved DTU Fødevareinstituttet.

Ikke frisk i lågen

Udfordringen ved almindelige husholdningskøleskabe er, at der ofte er store temperaturforskelle i køleskabet.

Optimalt skal køleskabet have en temperatur på fem grader eller lavere.

- Nogle køleskabe kan være op til 8-10 grader i lågen og så fem grader længere inde i køleskabet. Og det vil sige, at det, der står i lågen, ikke vil holde sig friskt så længe som det, der står ved fem grader, siger han.

Organisere varer

Derfor råder Jens Kirk Andersen til, at man jævnligt holder øje med temperaturen forskellige steder i sit køleskab.

Overordnet handler organiseringen af køleskabet om, at man adskiller rå og tilberedte fødevarer.

- På rå fødevarer som råt kød, fersk fisk og grøntsager vil der være alle mulige bakterier. Men det bliver sjældent farligt. For man skyller eller tilbereder jo madvaren, før man bruger den.

- Derfor skal man undgå, at bakterierne fra de rå fødevarer kan komme over på spiseklare fødevarer. Sker det, vil nogle kunne udvikle sig - også i køleskabet - og hvis fødevaren ikke varmes grundigt igennem før den spises, vil det betyde risiko for sygdom.

Det er vigtigt at lade rester fra aftensmaden eller andre varme måltider køle af, inden man stiller det i køleskabet. Hvis man lader resterne stå i en gryde, vil det typisk tage et par timer, før maden er kold nok til, at den kan komme i køleskabet. Varmen fra maden vil nemlig påvirke køleskabets temperatur og dermed de andre madvarer. (Arkivfoto)
Det er vigtigt at lade rester fra aftensmaden eller andre varme måltider køle af, inden man stiller det i køleskabet. Hvis man lader resterne stå i en gryde, vil det typisk tage et par timer, før maden er kold nok til, at den kan komme i køleskabet. Varmen fra maden vil nemlig påvirke køleskabets temperatur og dermed de andre madvarer. (Arkivfoto)

Minimer risiko for sygdomme

Begynder man fra bunden, bør der i skuffen nederst ligge rå grøntsager. De bør ikke vaskes, før de kommer i køleskabet, da det kan give risiko for vækst af skimmel og mug, hvis overfladen er fugtig, påpeger Jens Kirk Andersen.

Hylden over grøntsagsskuffen vil typisk være et af de koldeste steder i køleskabet. Her kan man med fordel opbevare eksempelvis råt kød og fisk.

Det er også vigtigt for at minimere risikoen for sygdom, siger Niels Ladefoged Nielsen, der er mikrobiolog ved kontoret for Foder og Fødevaresikkerhed i Fødevarestyrelsen.

Mælk i lågen

- Tør man kød op i køleskabet, skal det altid stå i en bakke, gerne nederst i køleskabet, så man undgår, det drypper ned på spiseklare madvarer, siger han.

På de øverste hylder i køleskabet kan man stille de spiseklare madvarer som pålæg, æg, smør og lignende fødevarer.

Niels Ladefoged Nielsen foreslår, at man har en skuffe til pålæg relativt højt oppe i køleskabet.

Desuden understreger han, at man ikke bør have de store kvaler ved at stille mælk i lågen, selv om lågen typisk har en højere temperatur.

Skal være rent

- Mælk er designet til at kunne klare en højere temperatur end det, vi normalt foreskriver. Så hvis man har styr på, at der ikke er over 7-8 grader i døren, burde den kunne holde sig fint, siger han.

Ud over placeringen af madvarer i køleskabet er det også helt centralt, at køleskabet er rent.

Ideelt set skal det rengøres en gang om måneden med vand og sæbe.

Dog skal man tørre af med det samme, hvis der eksempelvis er dryppet noget kødsaft ud på en hylde, siger Niels Ladefoged Nielsen.

Powered by Labrador CMS