Sådan undgår du at tage på i julen
Juletid er lig med julefrokoster, alkohol, fed mad og masser af sukker. Det er den direkte vej til et par ekstra kilo, som skal smides igen i januar. Men der er faktisk ting, du kan gøre for ikke at tage (alt for meget) på i julen.
For mange danskere er januar slankekurs-tid. Vi overspiser i julen og lover os selv, at efter nytår skal vi altså igang med motionen og slankekuren. Men det kan undgås, at for mange ekstra kilo sætter sig på sidebenene i december måned. Det handler faktisk om nydelse. Du skal skelne mellem, hvad du har lyst til og hvad, du rent faktisk nyder. Samvirke har fået Per Brændgaard, som er leder af Center for Bevidst Sundhed, til at give syv gode råd til, hvordan du kan ændre dine vaner ved jule-bordet, så du undgår for mange ekstra kilo.
1. Find alternativer til slik og chokolade. Julehygge behøver ikke nødvendigvis betyde småkager og æbleskiver hele tiden. Det kan også være dadler, figner, klementiner, appelsiner eller nødder. Alt sammen gode, sundere alternativer til det søde.
2. Spis det, du vil. Tillad dig at spise det, du har allermest nydelse ud af. Prøv så at nyde det fuldt ud – og stop med at spise, når du ikke længere får nydelses-fornemmelsen. Denne vane er generelt god – hvis du kan få den ind i hverdagen, behøver du måske slet ikke gå på slankekur. Hverken i januar eller noget andet tidspunkt på året.
3. Find en form for motion, du nyder. Lad være med at dunke dig elv oven i hovedet og regne ud, hvor langt du skal løbe, for at forbrænde flæskestegen. Prøv at fokusere på, hvilken form for motion, du får mest nydelse ud af: Støvsugning, en gåtur med eller uden hund eller rive blade i haven. Hvis det er noget, du nyder, er der større chance for, at du rent faktisk får det gjort.
4. Kvalitet frem for kvantitet. Vælg den rigtig gode chokolade og den gode rødvin – og sørg så for at nyde det fuldt ud. Her er det helt okay at være kræsen.
5. Vær social. Når I sidder rundt om det jule-dækkede bord, så husk at tale med hinanden – uden mad i munden. Koncentrér dig om en ting ad gangen, hvis du spiser samtidig med, at du prøver at føre en samtale, kommer du nemt til at spise mere, end hvis du koncentrerer dig om enten at spise eller tale.
6. Spis mindre portioner. tag lidt mindre op på tallerkenen. Selvom du er helt vild med brunede kartofler, så tag lidt færre, end du egentlig har lyst til. Maven er mæt før øjnene. Når du så har nydt din portion, så vent lidt og mærk efter, om du virkelig har brug for mere mad.
7. Og nyd så maden. Fokuser på, hvordan maden smager. Der er forskel på lyst og på nydelse. Lyst er forventningen om, at noget vil smage godt og give nydelse. Nydelsen er den oplevelse, du har efter lysten – det vil sige mens du spiser. Mærk efter, og når du ikke længere mærker nydelsen, så hold op med at spise.