Sådan undgår du at dit barn bliver en dårlig taber
Børn elsker at spille, og de fleste spil har et konkurrenceelement. Med få råd kan dit barn klare spillets skuffelser og glæder, hvilket skal bruges hele livet.
I løbet af livet vil man både møde nederlag og sejre. Men hvordan lærer man sit barn at tabe og vinde med samme sind?
Lola Jensen, der har været familievejleder i 40 år, er mor til tre og bedstemor til otte, fortæller, at forældres ageren har stor påvirkning på barnets håndtering af nederlag.
- Det er piece of cake at lære sit barn at tabe og vinde med samme sind, hvis man går rart og langsomt til værks uden at pakke barnet ind i vat eller bomuld, men også uden at sige "sådan er det bare", når man slår barnet hjem i for eksempel Ludo, siger hun.
Et stærkt fundament
Forældre skal skabe et stærkt fundament for deres børn allerede fra allerførste spil, så barnet langsomt øver at tabe.
- Vælg gerne et spil, hvor man kan få noget sjov ud af det. Det kan blandt andet være Sorteper, hvor det kan være sjovt at få en streg i panden, når man har tabt, siger hun.
Som forælder bør man mestre en balance i at vise spillets mange facetter til barnet, uden at vise for meget hensyn.
Forældres sprogbrug
- Forældre skal ikke lave om på spillereglerne, da deres børn senere vil spille med jævnaldrende, der så vil sige "sådan er reglerne ikke", siger hun og fortsætter:
- Man kan dog godt skifte mellem at vinde og tabe, så der er en balance, og barnet også ser, at forældrene kan klare at tabe. Barnet må endelig ikke vide, at man nogle gange lader dem vinde, siger hun.

Lola Jensen fortæller, at forældres sprogbrug kan have stor betydning for barnets opfattelse af spillets mål.
- I stedet for at sige "nu tabte du", så kan man sige til sit barn "målet er, at vi hygger os". Det er noget, de for eksempel kan tage med sig til fodbold, siger hun.
Hjælpe hinanden
Børn skal starte med at se spillet som et fælles spil, hvor man hjælper hinanden, så bygger man konkurrence elementet på. I denne fase kan udfordringer opstå både for barnet og forældrene, fortæller Lola Jensen.
- Det er vigtigt, at forældre tør tage den mulige konflikt eller gråd, hvis barnet går totalt i sort over at have tabt, siger hun.
Lola Jensen fortæller, at hvis barnet er i det røde felt, så hjælper det ikke at tvinge barnet til for eksempel at samle en brik, de har smidt, op.
- Man kan spørge en ældre søskende eller den anden forælder, om de vil overtage barnets plads i spillet, så blinker man til hinanden og lader barnets brikker vinde. Så kan barnet i sin frustration høre, at det faktisk var egne brikker, der gik i mål først, siger Lola Jensen.
Tab og vind med samme sind
Lola Jensen fortæller, at tab og vind med samme sind er en tilgang, som man tager med sig hele livet. Jo flere børn, der har lært det, jo færre konflikter vil der også være i skolegården og andre steder i livet.
- Det man lærer i sin barndom, skal man bruge resten af livet. At tabe og vinde med samme sind. Evnen til at magte skuffelsen, afvisning og evnen til, at ikke alt kan gå efter ens eget hoved. Ellers bliver der en kæmpe flok, der render ind og slår dommeren til fodbold, når der dømmes uretfærdigt, siger hun.