Sådan undgår du at blive snydt
Telefonsælgere i elselskaber tager alle kneb i brug, når jagten går ind på kunder. Derfor er det en god idé at være opmærksom på deres tricks, så man ikke bliver snydt
Den hårde konkurrence om kunder har fået nogle elhandelsselskaber til at tage beskidte metoder i brug.
Og en lille gruppe elselskaber overholder ikke reglerne, når det kommer til markedsføringsloven.
Derfor gør man klogt i at være opmærksom på nogle forskellige ting, hvis man bliver ringet op.
Hvor har I mine oplysninger fra?
Mange ringer for eksempel forbrugerne uanmodet op, og det må de ikke.
- Hvis du ikke kan huske, at du har givet et teleselskab lov til at ringe til dig, så er der lusk i busken, siger Martin Salamon, som er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Hvis man bliver ringet op af et elselskab, lyder det første råd derfor, at man skal spørge dem om, hvor de har ens kontaktinformationer fra.
Elselskabet skal nemlig kunne vise dokumentation på, hvor og hvornår man har givet sit samtykke.
Træk samtykke tilbage
Frederik Lars von Bülow, som er fuldmægtig i Forbrugerombudsmanden siger dog, at mange forbrugere kommer til at give deres samtykke til at blive kontaktet telefonisk, når de eksempelvis deltager i konkurrencer på nettet.
- Hvis du ved en fejl er kommet til at give dit samtykke, til at de må kontakte dig, skal du sige, at du ikke vil modtage yderligere opkald, fortæller Frederik Lars von Bülow.
Hvis man har givet sit samtykke i en konkurrence, skal man også kontakte udbyderen af konkurrencen og tilbagekalde samtykket over for dem.
Udbyderen af konkurrencen skal derefter kontakte alle, de har solgt ens data til og gøre det klart, at man ikke må kontaktes.
Kan finde på at lyve
Men der er rent faktisk også elselskaber, der kan finde på at lyve. Nogle af dem udgiver sig nemlig for at være ens nuværende elselskab:
- De kan for eksempel finde på at sige, at de bare skal have opdateret dine betalingsoplysninger. Men i virkeligheden er det et andet elselskab, som prøver at kapre dig som kunde, advarer fuldmægtig i Forbrugerombudsmanden.
Her vil de typisk spørge efter cpr- og kontonummer, men det skal man passe på med at videregive:
- Giv aldrig disse oplysninger over telefonen til nogen, som ringer til dig, advarer Martin Salamon.
Læg røret på og tjek nummeret
I stedet opfordrer han til, at man lægger røret på, tjekker telefonnummeret på sit elselskab og ringer dem op for at være sikker.
- For mange forbrugere går det først op for dem, at de er blevet snydt, når de får den næste faktura fra et nyt elselskab, siger Frederik Lars von Bülow.
Så hvis man føler sig presset til at give informationer eller til at indgå en aftale over telefonen, kan man altid bare lægge røret på.
- Du skylder aldrig nogen, der uopfordret ringer dig op, noget, og det er ikke synd for dem, fortæller cheføkonomen i Forbrugerrådet Tænk.
Benyt fortrydelsesretten
Hvis man har det bedst med at være høflig, kan man altid sige, at man vil have tilsendt aftalen på skrift, før man takker ja.
En mundtlig aftale er nemlig lige så bindende, som en aftale på skrift.
- Nogle af sælgerne kan være meget insisterende og finde på at sende dig en sms under samtalen, hvor du så med det samme skal skrive ”JA” tilbage, og så er aftalen indgået, forklarer Frederik Lars von Bulow.
Men hvis man er kommet til at indgå en aftale, som man fortryder, kan man altid benytte sig af 14 dages fortrydelsesret.
Man kan se, hvilke elhandelsselskaber, der har brudt markedsføringsloven, på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.