Sådan undgår du allergi

Hvis man døjer med allergisymptomer, lyder rådene blandt andet, at man skal tage den rigtige medicin og lade være med at udsætte sig selv for pollen

Offentliggjort Sidst opdateret
Sommeren står for døren. Og ud over grillpølser, vaffelis og strandture, så betyder det også kløende øjne og løbende næser for landets mange pollenallergikere.

Det anslås faktisk, at flere end en million danskere lider af pollenallergi ifølge Astma-Allergi Danmark.

Selv om du som garvet allergiker nok kender de gængse tip, så er der en hel del, du kan gøre for at nedsætte dine symptomer.

Og vi kommer ikke uden om, at du kommer længst med den rigtige medicin – hvis du passer den ordentligt.

– Der er mange, der ikke tager deres medicin rigtigt. De tager kun antihistaminer en gang imellem, siger Lone Winther.

Øjendråber eller næsespray

Som udgangspunkt bør du vælge den medicin, der passer til dine symptomer.

Tabletter med antihistamin kan bruges efter behov eller som fast behandling.

Er du kun ramt i øjnene, kan du måske nøjes med øjendråber med antihistaminer, mens næsespray med binyrebarkhormon er oplagt, hvis problemet primært er næsen og tilstoppethed.

– Hvis man er bekendt med, at man har en lang allergisæson, så er det godt at bruge næsesprayen, som også har en lidt forebyggende effekt, siger Lone Winther og tilføjer:

– Det er en god idé at konsultere din egen læge, så du får den rigtige behandling.

Der er også mange, der får en lindrende effekt ved at skylle øjne eller næse med saltvand, fortæller Betina Hjorth, som er rådgivningschef hos Astma-Allergi Danmark.

– Derudover skal man passe på sine slimhinder. Det kan være ved at bruge solbriller, så man ikke får pollen i øjnene, siger Betina Hjorth og fortsætter:

– Man skal lade være med at lufte ud midt på dagen, hvor der er mest pollen i luften. Gør det i stedet om aftenen eller tidligt om morgenen. Og undgå at tørre vasketøjet udendørs.

Allergisk over for andre ting?

Det er ikke usædvanligt, at man som pollenallergiker også reagerer allergisk over for nogle frugter, grøntsager eller nødder.

– Det er også kendt, at man kan være mere overfølsom for disse fødevarer i allergisæsonen, siger Lone Winther.

Det kan eksempelvis være over for æble, hasselnød, gulerod eller ærter.

– Når man spiser det, får man klassisk kløe i mund og svælg og ud i ørerne. Der kan også komme irritation i halsen, siger Lone Winther og tilføjer:

– Men hvis man varmehandler fødevarerne, så nedbrydes de proteinstoffer, man reagerer på, og så forsvinder reaktionen.

Kontakt læge

Hvis du på trods af medicin og forholdsregler stadig har generende symptomer af din pollenallergi, skal du tale med din egen læge, siger Lone Winther.

I så fald kan det give mening at høre om muligheden for behandling med immunterapi enten i form af piller eller vaccine.

Her bliver du behandlet med de stoffer, du ikke kan tåle, i små doser, så du forhåbentlig på sigt bliver mere tolerant.

Powered by Labrador CMS