Sådan spotter du en hvalpefabrik
Det er utrolig nemt at finde familiens nye hundehvalp på nettet. Men man risikerer at komme i kløerne på kyniske hundehandlere, så pas på.
Det er altid en god ide at se sig grundigt for, når man handler på nettet. Også når det gælder om at finde familiens nye hundehvalp. For her er der risiko for at havne i kløerne på kyniske og organiserede hundehandlere, der ulovligt importerer hvalpe fra udlandet og driver såkaldte hvalpefabrikker.
Det har fået politiet til at advare mod fænomenet på facebook. I opslaget er der også en række gode råd, man bør følge, i sine bestræbelser på at finde den helt rigtige hundehvalp.
Se de gode råd i galleriet over artiklen.
Hvalpene kommer typisk fra Østeuropa og bliver bragt til Danmark i varebiler. Her placerer bagmændene dem hos privatpersoner, hvilket får alt til at se godt ud og giver køberen indtryk af, at hvalpen er vokset op i gode og trygge rammer.
Desværre er hvalpene ofte taget fra deres moder alt for tidligt og har i det hele taget fået en dårlig start på livet. De kan for eksempel have sygdomme, danskavlede hunde er vaccineret mod. Desuden, og ikke mindst, adfærdsproblemer i forhold til andre hunde og mennesker på grund af manglende socialisering.
Artiklen fortsætter under videoen
Den 1. juli fik politiet tre nye, specialiserede dyreværnsenheder. Enhederne, der er placeret i Midt- og Vestsjællands Politi, Sydøstjyllands Politi og Nordjyllands Politi, arbejder på tværs af landet med alt fra efterforskning af hvalpefabrikker, dyretransporter til handel med truede dyr. Desuden med forebyggelse af sager om mishandling, vanrøgt og anden uforsvarlig behandling af dyr.