Sådan snyder au pairer sig til længere ophold
Au Pairer må kun arbejde i Danmark i to år. Alligevel arbejder flere af dem i længere tid, det skriver metroxpress
Au pairer må egentlig kun være i Danmark i op til to år, men flere har fundet en ny fidus til at forlænge deres ophold. De rejser hjem – typisk til Filippinerne – og får nyt navn, pas og personlige papirer, så de kan snyde de danske myndigheder til et nyt ophold. Det fortæller flere kilder med indsigt i au pair-miljøet til metroxpress.
– Det er ret normalt, at man gør det. Og let. Pigerne rejser hjem til Filippinerne, og nogle skifter faktisk ikke fornavn, men kun efternavn. Så kan de være hos den samme eller en ny familie i yderligere to år, siger direktør Lina von Bale fra Aupairagency om fidusen, som fagforbundet FOA og Au Pair Network også kender alt til.
Metroxpress kender til eksempler, hvor den nye identitet er blevet betalt enten af den danske værtsfamilie eller af au pair-pigen selv. En pris, der kan svinge fra flere tusinde kroner hos organiserede bagmænd til favorable priser hos nær familie.
– En pige rejste for nogle år siden hjem til Filippinerne og betalte for at låne sin kusines navn. Hun fik lavet et nyt pas med kusinens identitet, men med sit eget billede. Hun fik to år mere i Danmark, siger Therese Christensen fra Au Pair Network i Aalborg.
Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har kun registreret identitetssnyd i få tilfælde de senere år, men ser meget alvorligt på snyderiet:
– Ansøgning om opholdstilladelse som au pair kræver gyldigt pas, fødselsattest, uddannelsespapirer samt personligt fremmøde. Urigtige oplysninger om identitet medfører enten afslag eller inddragelse af opholdstilladelsen samt politianmeldelse. Strafferammen er op til to år.