Sådan slipper du af med gæld
Hvis du har rod i økonomien, er det ikke bare vigtigt at få lagt en plan, men også at tale med andre om gælden.
Evigt overtræk, spredte lån og en konstant knude i maven.
En del danskere snubler i økonomien, og for nogle ender det med livslang gæld.
Artiklen fortsætter efter videoen
Svært at tale om
Men hvis du har besluttet, at 2020 skal være året, hvor du får økonomien på ret kurs, vil det være klogt at tale med dine nærmeste om det.
– Vi oplever, at økonomiske problemer er enormt tabuiseret og svært at tale med omgivelserne om. Og det er en skam, for det gør det sværere at håndtere, siger Lone Buchardt, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning.
Problemer med økonomien kan eksempelvis være forbundet med en følelse af skam, manglende mådehold og kontroltab.
Derfor kan man have tendens til at holde problemerne for sig selv. Men så kan det også være svært at gøre noget ved.
– At tale om det kan være vejen til, at man får gjort noget ved det. Ellers eksisterer gælden kun i netbanken og som en knude i maven, man ikke tør forholde sig til, siger Morten Holm Steinvig, der er specialkonsulent i finansielt forbrug og tilknyttet Finanstilsynet.
Det sociale forbrug
Samtidig bliver problemerne også lettere at forebygge og løse fremover.
Eksempelvis i forhold til socialt forbrug, som er en hyppig faldgrube til overforbrug. For det kan være svært at skuffe sine omgivelser.
– Vores forbrug hænger ofte sammen med omgivelsernes forventninger til livsstil, fødselsdagsgaver og ferier. Derfor kan det sociale forbrug være svært at sige nej til, siger Lone Buchardt.
Afstem forventninger
Årsløn er en anden faktor, som spiller ind. Og måske derfor kan gæld og overforbrug være tabubelagt.
– Et forbrugslån på 20.000 kroner vil alt andet lige være et større problem for nogle end andre – afhængig af indkomst, siger Morten Holm Steinvig.
Derfor er det en fordel, at din inderkreds er med på, hvordan landet ligger. For ligesom med en slankekur bliver man let påvirket af andres vaner.
– Der er sociale relationer i ens liv, som indebærer et vist forbrugspres. Så det vil være en god idé at forventningsafstemme med omgivelserne, hvis man vil give den en skalle og banke sin gæld af, siger Morten Holm Steinvig.
Man forpligter sig
Samtidig er det en vigtig del af erkendelsesprocessen, at du hører dig selv sætte ord på problemerne.
– Når man har sagt det til en fortrolig, så forpligter man sig også på en anden måde til at gøre noget ved det, siger Lone Buchardt.
– Nogle er bange for, at de fremstår, som om de ikke har styr på det, hvis de må sige nej til noget på grund af økonomien. Men i virkeligheden er det netop at have styr på tingene, fordi man tager ansvar, siger Lone Buchardt.