Sådan skal lastbiler undgå højresvingsulykker
TECH: Intelligente lastbiler, der kan se, tænke og agere med kunstig intelligens er nu at finde i den danske trafik. Udover at fjerne sidespejle bliver gennemsigtige døre også taget i brug for at undgå livsfarlige højresvingsulykker.
Hvert år dør flere danskere – og endnu flere kommer til skade – i højresvingsulykker med lastbiler.
Men meget tyder nu på, at antallet af dræbte og tilskadekomne kan nedbringes ved hjælpe af moderne teknologi. Og meget paradoksalt er en af løsningerne på de usynlige cyklister helt at fjerne sidespejlene på fremtidens lastbiler.
– I den nye lastbil har vi jo ikke nogen sidespejle, og det kan virke paradoksalt, når vi siger, at vi gerne vil skabe øget sikkerhed, men i stedet for sidespejle har vi installeret kameraer, som har en væsentlig bedre synsvinkel. Kameraerne sidder højt, så de ikke bliver tilsmudsede, og de tager ikke udsyn, som sidespejlene gør, hvis man vil kigge skråt ud gennem sideruderne, forklarer marketing manager for Mercedes-Benz, Mikael Voigt.
Digitalt atlas
Udover den nye løsning uden sidespejle ser man allerede nu ny teknologi, der gør det sikrere for trafikanterne, når store lastbiler kører rundt i trafikken, ifølge Mikael Voigt:
– Bilen er også udstyret med et digitalt atlas, der gør, at den selv kan tilpasse hastigheden til alle sving og kryds, så man ikke risikerer, at en uopmærksom chauffør kommer med for høj hastighed hen mod en rundkørsel eller et kryds. Her vil bilen selv bremse ned i god tid og på en fornuftig måde.
Opmærksomme trafikanter vil allerede i dag have bemærket de nye, spejlløse lastbiler på de danske veje.