Sådan sikrer U21-landsholdet EM-semifinale og OL-billet
Mulighederne er mange for det danske U21-landshold i fodbold, der tirsdag møder Serbien ved EM.
* Danmark spiller tirsdag aften den tredje og afgørende gruppekamp ved U21-EM i fodbold.
* Før kampen i Generali Arena i Prag mod Serbien ser stillingen i gruppe A således ud med landenes point nævnt i parentes: Tyskland (4), Danmark (3), Tjekkiet (3) og Serbien (1).
* De to bedste hold går videre til semifinalerne og kvalificerer sig samtidig til OL i Rio næste år.
* Danmark er sikker på at gå videre med en sejr over Serbien, enten som nummer et eller to i gruppen.
* Uafgjort kan sende Danmark videre, men det forudsætter, at Tjekkiet ikke besejrer Tyskland.
* Hvis Danmark og Tjekkiet slutter med samme antal point, vil Danmark slutte foran tjekkerne i gruppen. Det skyldes, at Danmark er bedst i det indbyrdes regnskab efter 2-1-sejren over Tjekkiet i den første kamp.
* Det ligger fast, at Danmark ryger ud af EM med et nederlag til Serbien. Danskerne vil dog stadig slutte som nummer tre i gruppen, såfremt Tjekkiet taber til Tyskland.
* Tredjepladsen kan vise sig at blive vigtig, men kun hvis England går videre til semifinalen fra gruppe B.
* I så fald skal der spilles en playoff-kamp mellem de to gruppetreere den 28. juni om en plads ved OL.
* Som udgangspunkt kommer de fire bedste hold ved EM med til OL, men England får under ingen omstændigheder et hold med ved legene i Brasilien.
* Det skyldes, at de britiske lande ikke kunne blive enige om at stille med et fælles OL-hold.
* Kampen mellem Danmark og Serbien begynder klokken 20.45. På samme tid spiller Tyskland mod Tjekkiet.
/ritzau/