Sådan siger Holch Povlsen tak til danskerne
Nu takker familien for den opbakning, den har fået.
I morgendagens udgave af Århus Stiftstidende bringer Anne og Anders Holch Povlsen en varm tak til danskerne for den medfølelse og omsorg, familien har modtaget efter tabet af deres tre børn, Alma, Agnes og Alfred, der blev dræbt ved terrorangrebet på Sri Lanka påskedag.
Det skriver Århus Stiftsidende, der også viser annoncen i artiklen.
Stiften skriver videre, at familien også takker de, der kom til begravelsen i Aarhus Domkirke den 4. maj.
“Vi er dybt bevægede over de mange betænksomme og kærlige kondolencer, hjertelige tanker, blomster, tegninger og omsorgsfulde hilsner, der er blevet sendt til os fra nær og fjern”, står der.
“Århus Stiftstidende har valgt at skrive om annoncen, da avisen ønsker, at familiens tak når bredt ud”, skriver avisen.
Udover Alma, Agnes og Alfred har Holch Povlsen et fjerde barn.
“Vi er taknemmelige for vores højt elskede datter Astrid, og vi vil sammen ære Alma, Agnes og Alfreds minde”, står der videre.
Tusinder viste deres sorg
Dørene til kirken åbnede lørdag den 4. maj klokken 13.30. En lille halv times tid efter var de fleste af gæsterne på plads i kirken. Kort derefter ankom først Lars Løkke Rasmussen, og minutter senere kom kronprinsfamilien, før dørene blev lukket.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V) var også til stede i kirken.
Klokken 14.50 begyndte gæsterne at forlade kirken for at samles udenfor. Kort tid efter begyndte kirkeklokkerne at ringe, og kisterne blev båret ud til tre ventende rustvogne.
Kisterne var pyntet med blomster, og på kisterne var billeder af de tre børn.
Privat ceremoni
En af kisterne var også pyntet med farverige balloner. Efter flere minutters stilhed uden for kirken klippede familiens datter snoren til ballonerne, der steg til vejrs på den blå himmel.
Herefter begyndte Aarhus Domkirkes Kantori at synge “Det dufter lysegrønt af græs”, og rustvognene kørte afsted.