Sådan påvirker lockout og strejke ansatte
Typisk vil forskellen på en strejke og en lockout for de offentligt ansatte være, om de får støtte eller lån.
Offentligt ansatte vil varsle strejke fra april, efter at overenskomstforhandlingerne er brudt sammen.
Strejkevarslet kan blive mødt af et varsel om lockout fra arbejdsgiverne, hvor medarbejdere sendes hjem uden løn.
Hvordan en strejke eller lockout påvirker de offentligt ansatte afhænger af, hvilken fagforening du er en del af.
Ved en strejke udvælges normaltvist en mindre del af medlemmerne, som skal strejke, imens mange flere rammes af en lockout.
Når der er strejke udbetales sædvanligvis et støttebeløb, imens det varierer fra fagforening til fagforening, hvordan man stilles ved en lockout.
Sådan dækker fagforeningerne ved lockout og strejke
Se hvordan nogle af de største fagforeninger støtter deres medlemmer her:
Fagforbundet FOA:
- Strejke: Fuld dækning for tab af løn og pension og ferierettigheder fratrukket arbejdsmarkedsbidrag.
- Lockout: FOA’s hovedbestyrelse vil i dette tilfælde tage stilling til, hvordan der ydes støtte.
HK Kommunal og Stat:
- Strejke: Dækning for tab af løn, fratrukket pension og arbejdsmarkedsbidrag.
- Lockout: Der gælder samme vilkår ved lockout som ved strejke.
Fagforbundet 3F:
- Strejke: Støtte svarende til den normale dagpengesats, som er 860 kroner per dag.
- Lockout: Der gælder samme vilkår ved lockout som ved strejke.
Danmarks Lærerforening:
- Strejke: Konfliktstøtte på 1860 kroner per konfliktdag. Det svarer cirka til lønnen for en lærer, der har været ansat i fire år.
- Lockout: Tilbud om et lån, som fastsættes til 846 kroner per dag.
Dansk Sygeplejeråd:
- Strejke: Understøttelse svarende til sædvanlig løn. Det vil i udgangspunktet være et gennemsnit af tre måneders løn.
- Lockout: Tilbud om et lån, som sikrer cirka samme nettobeløb, som medlemmerne har til rådighed, når de har fået udbetalt løn. Lånet er gebyr- og rentefrit.
Bupl, pædagogernes fagforbund:
- Strejke: Støtte svarende til fuld økonomisk dækning for tab af løn og pensionsbidrag.
- Lockout: Støtte på 860 kroner per dag, som svarer til den højeste dagpengesats.
Kilder: FOA, 3F, HK, Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, Bupl og Folkeskolen.
Nogle medlemmer vil være helt undtaget fra at blive ramt af både strejke og lockout. Det gælder blandt andet tjenestemænd, visse ledere og ansatte på områder, som kræver nødberedskab.