Sådan kan du spare en formue på vandet
Overvåg dit forbrug, sæt systematisk ind og vær strategisk omkring de store vandslugere, hvis du vil skære en stor luns af vandregningen
Få gode råd til at spare på vandregningen i galleriet over denne artikel.
De fleste danskere ved, at de skåner miljøet ved at være smarte omkring deres vandforbrug.
Men ved at overvåge sit vandforbrug er der også en økonomisk gulerod, forklarer Thomas Sørensen, der er fagleder hos DANVA – Dansk Vand- og Spildevandsforening.
– Når vi spørger folk om vandprisen, så synes de typisk, at den er for dyr. Men når vi spørger, hvor meget vand de forbruger, og hvad de betaler, ved mange det ikke, siger han.
Samme besked lyder fra Birger T. Christiansen, der er teknisk konsulent med speciale i vvs hos Tekniq Arbejdsgiverne.
– De fleste kender de gængse råd til at spare på vandet. Men hvis man ikke kender sit forbrug, kan man heller ikke vide, om noget bør justeres, siger han.
Så hold øje med dit forbrug.
Skriv forbrug ned
Hvis du har en gammeldags vandmåler, som snurrer i kælderen, så skriv ned, hvad du bruger om måneden.
Hvis du har en fjernaflæst måler, kan du ofte tilgå tallene digitalt.
– En typisk dansker bruger i snit 40-50 kubikmeter om året eller cirka 100 liter om dagen. Det kan være første pejlemærke, siger Birger T. Christiansen.
Vær obs på de store vandslugere
Kig herefter på, om der er oplagte steder at sætte ind.
Både danske og hollandske undersøgelser viser, at størstedelen af vores vandforbrug går til bad, håndvask og personlig hygiejne.
Vandforbruget til toiletskyl udgør cirka 30 procent af forbruget.
– Så hvis man for alvor vil sætte ind, hvor det batter, er det oplagt at starte her, konstaterer Thomas Sørensen.
Et ældre toilet bruger eksempelvis op til 12 liter vand på et skyl, mens et nyere miljøtoilet bruger et sted mellem 3 og 6 liter afhængig af stort og lille skyl.
Skru på vandhanens dyse – og halver vandforbruget
I kroner og øre betyder det en besparelse på cirka 600 kroner årligt, viser tal fra Videncentret Bolius.
– Hvis man i snit går på toilettet 5 gange om dagen, så er der altså stor forskel på, om det er 5 gange 3 liter, man skyller ud – eller 5 gange 12 liter, konstaterer Thomas Sørensen.
Kig også på brusere og vandhaner.
På vandhanen kan skrues en såkaldt perlator, som er en dyse, der blander strålen med luft – så vandforbruget mindskes, uden at det mærkes.
Og på badeværelset kan I typisk halvere vandforbruget, hvis I skruer en sparebruser på.
Ifølge Videncentret Bolius giver det en årlig vandbesparelse på 1200 kroner om året per person – afhængig af badenes længde.
Tjek, om toilettet løber
I kan også gå på jagt efter afvigelser.
Nogle vandmålere viser eksempelvis forbruget helt ned til dags- eller timebasis.
– Hvis man eksempelvis bruger vand uden grund midt om natten, kunne det være tegn på et toilet, som står og løber. Det er spildte penge, konstaterer Birger T. Christiansen.
Få gode råd til at spare på vandregningen i galleriet over denne artikel.