Sådan kan Brexit ramme danske forbrugere hårdt

Shopping i og fra Storbritannien kan meget vel blive en besværlig affære - især hvis du vil klage.

De godkendte, britiske forbrugerklageinstanser – de såkaldte ADR-instanser – vil som udgangspunkt fortsætte efter brexit. Genrefoto. KLIK for mere.
De godkendte, britiske forbrugerklageinstanser – de såkaldte ADR-instanser – vil som udgangspunkt fortsætte efter brexit. Genrefoto. KLIK for mere.
Offentliggjort Sidst opdateret

Brexit betyder ikke blot et britisk farvel til unionen, men også til en række organer – heriblandt Forbruger Europa, som hjælper forbrugere i EU-lande, der er kommet i karambolage med erhvervsdrivende.

Og det kan få stor betydning for dig som forbruger.

Næst efter Tyskland får det danske Forbruger Europa-kontor nemlig flest henvendelser om problemer opstået i Storbritannien.

– Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe, alt hvad vi kan, hvis man vil klage over et engelsk køb eller en erhvervsdrivende, fortæller Forbruger Europas danske leder Lars Arent.

– Men vi får sværere ved at få lokal hjælp og rådgivning til at føre sagen, når det britiske Forbruger Europa-kontor formentligt må forlade samarbejdet, siger han.

Artiklen fortsætter under videoen 

Han tilføjer dog, at briterne har sagt, at de vil forsøge at oprette et tilsvarende hjælpeorgan efter brexit.

Men meget er endnu usikkert og vil afhænge af, om Storbritannien får lavet en aftale, som et politisk flertal kræver – og hvad den i så fald kommer til at indeholde. Hidtil er det ikke lykkedes trods flere år med forhandlinger.

Det kan blive svært

Handler du hos en britisk forhandler, som markedsfører sig til danskere – for eksempel ved at valutaen står i danske kroner – så gælder dansk lov og dermed EU’s forbrugerbeskyttelse fortsat.

Det gælder for eksempel på det engelske shoppingsite Asos.

Men selv om du dermed har 14 dages fortrydelsesret og to års reklamationsret ved fejl og mangler, så kan det være vanskeligere at få gennemtrumfet din ret, hvis den erhvervsdrivende nægter.

I så fald skal du nemlig selv kontakte de engelske klageinstanser.

Ustabil valuta

Brexit påvirker også det britiske pund. I øjeblikket er valutaen ustabil, og noget tyder på, at pundet bliver mindre og mindre værd, vurderer Lars Thykier, der er direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

– Men lige nu kan alt ske. Det er ikke til at sige, om man sparer en masse ved at betale sit bookede hotel til decembers juletur nu eller vente, til man er derovre. Det er en økonomisk roulette, siger Lars Thykier.

Indgår England ikke en aftale om told, kan det også få betydning for din pengepung, hvis du har proppet kufferten efter en shoppingtur i London.

Hvor meget må du handle for?

Har du kørt kortet gennem for over 3250 kroner, skal du betale told og afgifter, når du lander herhjemme.

Netshopper du fra Storbritannien, skal du som udgangspunkt betale moms for køb over 80 kroner. Er den samlede pris over 1150 kroner, skal der både betales moms og told.

– Og der kan endda være yderligere afgifter for at indklarere det i Danmark, siger Lars Arent.

Rejser du i EU-lande, er der som udgangspunkt ingen grænser for, hvor meget du må shoppe for – så længe det er til eget forbrug.

Kilde til billedtekster: Forbruger Europa.

Powered by Labrador CMS