Sådan har elendigt sommervejr måske reddet menneskeliv
Færre er druknet på strandene her hjemme.
En regntung og grå sommer i Danmark har sat sig præg på efterårsferien, hvor danskere – som Newsbreak.dk kunne fortælle lørdag – er valfartet af sted til solskinsområder sydpå.
Regn og rusk var måske heller ikke den fedeste måde at spendere sin sommer på, men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget – og det noget handler netop om menneskeliv.
De danske strande og havne har nemlig været tyndt befolket i løbet af sommermånederne – og det har garanteret haft betydning for antallet af drukneulykker i Danmark, mener Rådet for Større Badesikkerhed.
En stille sommer
Frem til 27. september i år er der registreret 33 drukneulykker i Danmark. Til sammenligning druknede 52 personer i 2016 og 47 personer i 2015, skriver rådet i en pressemeddelelse.
– Der er ingen tvivl om, at det dårlige sommervejr har haft stor betydning for det rekordlave antal drukneulykker, vi har set i år.
Han mener ikke, at folk har brugt strandene eller havnene i det omfang, man ellers normalt ser.
– Når jeg taler med livredderne, fortæller de, at det har været en meget stille sommer, siger Sven Hedegaard, der er formand for Rådet for Større Badesikkerhed.
Flest mænd
Mændene er overrepræsenteret i statistikken over drukneulykker. I 2017 var det mænd, der druknede i 24 ud af de 33 tilfælde.
– Mænd er generelt mere aktive, når de er i vandet. De lystfisker og dykker i større omfang, end kvinderne gør, og det betyder også, at de er mere udsatte. Mange af de mænd, der drukner, er over 40 år og er måske ikke længere så adrætte, som de var tidligere, siger Sven Hedegaard.
I Danmark er havnene en af de helt store druknefælder. I 2017 druknede syv danskere i en af landets havne. I 2016 druknede 10 danskere i en havn herhjemme.
De mange drukneulykker i havnene skyldes ifølge sikkerhedsrådet, at folk ofte falder i havnen på tidspunkter, hvor der ikke er andre personer til stede til at hjælpe. I mange havne er redningsudstyret placeret på kajen – langt væk fra den person i vandet, som har behov for hjælp, mener rådet, der aktivt arbejder for mere sikkerhed på havnene.