Sådan griller du sommerens bedste bøf

Offentliggjort Sidst opdateret

Få opskriften på Danmarks bedste grillbøf fra den regerende Danmarksmester i grill

Grillsæsonen er for alvor skudt i gang, og i Danmark elsker vi at grille. Eddy René van Bragt, som er kok og Danmarksmester i grill, kommer her med de bedste tips og tricks til sommerens lækreste grillbøf.

Han er selv i fuld gang med at forberede sig til VM som afholdes i Göteborg d. 13 og 14 juni samt det kommende Danmarksmesterskab som afholdes d. 27. og 28. juni i Svendborg og som hvert år afholdes af World Barbecue Association Danmark.

– Det perfekte tilbehør til en grillbøf er en hjemmelavet kryddersmør. Jeg laver gerne en stor portion og lægger det på frys, så tager jeg det ud af fryseren om morgenen og lægger på køl, så er det klar til om aftenen, siger Eddy René.

Til en god portion bruges halvanden pakke smør og et bundt persille, et bundt purløg samt en håndfuld basilikum. Krydderurterne hakkes godt med to fed hvidløg og salt og peber. Ønsker man en anden variant, kan man hakke en chili med soltørrede tomater.

Briketter giver smag

Hvis valget står mellem briketter eller gas, er Eddy René ikke i tvivl: Briketter er bedst:

– Jeg foretrækker helt klart at grille på briketter, specielt nu hvor der er kommet nye maskiner, som gør at man kan starte sine briketterne på kun otte minutter. Jeg bruger selv en Airbooster, som bruger strøm til at varme brikketterne op. Det går derfor lige så stærkt som at bruge gasgrill – men smagen er bare bedre, siger han.

Eddy René har styr på sine briketter og det er ikke ligegyldigt hvordan de placeres i grillen:

– Hvis det er et stykke kød, som skal have over 25 minutter på grillen, så vil jeg grille på indirekte varme, det vil sige at jeg har briketterne i siderne på min grill og kødet i midten. Er det stykker der skal have under 25 minutter, så vil jeg grille over direkte varme med briketterne lige under kødet, forklarer Eddy René.

Vælg kød af høj kvalitet

Hvis man virkelig skal have en grillbøf af kvalitet, har Eddy nogle tips:

– Køb dit kød hos en slagter, nogle supermarkeder har også en slagter. Snak med dem og få dem til at skære en bøf med en god højde og fedtmarmorering – det giver en god stegeskorpe og en saftig bøf, når man griller den.

Det sidste tip fra Eddy lyder:

– Man skal undgå at vende bøffen hele tiden – lad den ligge og hav tålmodighed ellers ender du med at koge bøffen i stedet for at grille den.

Så skulle stien være lagt for en succesfuld grillbøf

 

Powered by Labrador CMS