Sådan gik det Magnussen
Danskeren sluttede igen i pointene
Kevin Magnussen sluttede søndag som nummer otte ved Formel 1-grandprixet i Østrig.
Dermed kunne den danske racerkører atter satte point ind på kontoen i den samlede VM-stilling.
Tabte en placering
Kevin Magnussen startede på syvendepladsen og forblev der indledningsvist, men endte alligevel med at avancere en plads på første omgang, da Sergio Perez i sin Red Bull-racer kortvarigt røg af banen i sving fire.
På 15. omgang måtte Magnussen dog overdrage sjettepladsen til Lewis Hamilton, som var startet lige bag danskeren.
De to Haas-biler var begge godt kørende, og cirka halvvejs i løbet kørte Schumacher forbi Magnussen, der så kom tilbage på syvendepladsen.
Blev overhalet af konkurrent
Med ni omgange tilbage susede Lando Norris forbi Magnussen, og så begyndte det at ligne en dansk ottendeplads, hvilket det altså også endte med.
I topstriden tog Max Verstappen føringen fra spids, da starten gik, men Charles Leclerc åndede hollænderen i nakken. På 12. omgang smuttede monegaskeren forbi.
Efter at alle havde været i pit to gange kom Verstappen dog tilbage på førstepladsen med de to Ferrari-biler bag sig.
Leclerc indledte jagten på hollænderen, og Verstappen så hurtigt ud til at være prisgivet. Leclerc havde nyere dæk på og var hurtigere. Efter kun to omgange måtte Verstappen give fortabt.
Dramatik til sidst
Med 14 omgange tilbage kom løbets dramatiske højdepunkt, da der gik ild i Carlos Sainz' Ferrari, så spanieren, der på grund af flammerne sprang ud af sin røde racer, måtte udgå.
Det udløste en virtuel safety car, og så blev løbet åbnet en smule. Både Leclerc og Verstappen gik i pit for at få nye dæk på.
Hollænderen begyndte derefter at nærme sig Leclerc, men Verstappen løb til sidst tør for omgange, og så endte det med en forløsende sejr til Leclerc.