Sådan gik det Danmark ved OL onsdag
De danske fodboldherrer gik videre til OL-kvartfinalen trods en 0-4-afklapsning mod Brasilien.
Følgende danskere var i aktion onsdag ved OL i Rio.
—- —- —- —-
* Roning – Toer uden styrmand, semifinale: Lærke Berg Rasmussen og Anne Dsane Andersen.
Al roning blev aflyst.
* Roning – Letvægtsdobbeltsculler, semifinale: Anne Lolk og Juliane Elander Rasmussen.
Al roning blev aflyst.
* Roning – Letvægtsdobbeltsculler, semifinale: Mads Rasmussen og Rasmus Quist.
Al roning blev aflyst.
* Cykling – Enkeltstart: Christopher Juul-Jensen.
Danskeren kørte i tiden 1 time, 16 minutter og 49,62 sekunder, hvilket rakte til en samlet placering som nummer 19 ud af 35.
* Ridning – Dressur, Grand Prix: Agnete Kirk Thinggaard og Anders Dahl.
Agnete Kirk Thinggaard hentede en score på 72.229 procent, hvilket var nok til en foreløbig placering som nummer ni. Anders Dahl scorede 69.900 procent, hvilket rækker til en foreløbig 13.-plads.
* Sejlsport – Finnjolle, 3. og 4. sejlads: Jonas Høgh-Christensen.
Den danske sejler begyndte dagen fint med en fjerdeplads i tredje sejlads. Til gengæld måtte han opgive at gennemføre fjerde sejlads på grund af et flækket sejl, og sejleren indtager dermed en samlet sjetteplads.
* Sejlsport – Laser, 5. og 6. sejlads: Michael Hansen.
Laser-sejleren blev nummer 31 i begge sine sejladser og indtager en foreløbig samlet 26.-plads.
* Sejlsport – Nacra 17, 1., 2. og 3. sejlads: Allan Nørregaard og Anette Viborg.
Sejlerne blev noterede for en ottendeplads og en niendeplads ved dagens to første sejladser. Tredje sejlads blev udskudt, og danskerne indtager en samlet sjetteplads.
* Sejlsport – Laser Radial, 5. og 6. sejlads: Anne-Marie Rindom.
Efter tirsdagens diskvalifikation tog Rindom revanche og sejlede sig til en tredje- og en førsteplads i sine sejladser. Det danske medaljehåb indtager nu en samlet andenplads.
* Svømning – 100 meter fri, indledende heat og semifinale: Jeanette Ottesen og Pernille Blume.
Jeanette Ottesen svømmede sig sikkert i semifinalen, mens Pernille Blume overraskede rigtig positivt ved også at kvalificere sig. I semifinalerne slog Ottesen dansk rekord og kvalificerede sig til finalen, mens Blume fik en samlet 11.-plads på tværs af semifinalerne og dermed ikke gik videre til finalen.
* Svømning – 200 meter bryst, indledende heat og semifinale: Rikke Møller Pedersen.
Det danske medaljehåb kvalificerede sig til semifinalen i bedste tid af alle svømmere og gik senere videre til finalen i femtebedste tid.
* Fodbold – Tredje gruppekamp for de danske herrer mod Brasilien.
Danmark tabte 0-4 til Brasilien, men kvalificerede sig til kvartfinalen takket være 1-1 i kampen mellem Sydafrika og Irak. Danmark endte som nummer to i gruppe A og skal møde Nigeria i kvartfinalen.
/ritzau/