Sådan får du tørt tøj i efterårsvejret
Det kan godt lade sig gøre, men man skal passe godt på.
Det er ikke altid muligt at tørre tøj udenfor, men det betyder ikke, at du skal holde dig fra at vaske tøj, til den mulighed opstår.
Ritzau har tidligere talt med Betina Hjorth, rådgivningschef hos Astma Allergi Danmark, og hun fortalte, at man godt kan tørre tøj indenfor. Man skal bare være forsigtig.
– Hvis man tørrer sit tøj indenfor, kan der komme en høj luftfugtighed i boligen, hvilket kan fremme en vækst af skimmelsvamp og husstøvmider, sagde Betina Hjorth til Ritzau.
Artiklen fortsætter under videoen
Du kan i galleriet til denne artikel se gode råd til, hvordan du kan tørre tøj indenfor, og blandt de vigtigste råd er, at du skal gøre dit til, at hjemmet ikke bliver for fugtigt af at agere tørrecentral.
Når det er sagt, så hentede Ritzau det måske vigtigste råd fra Anne Grete Rasmussen, der er husholdningsøkonom; hold øje med vejrudsigten.
For hvis det ikke regner og heller ikke er ved at trække op til regn, så kan man sagtens hænge sit vasketøj udendørs alligevel. For så er luften ikke fugtig, og så kan dit vasketøj faktisk tørre – også selv om det er vinter.
– Det tager lidt ekstra tid, men det kan du sagtens gøre, siger Anne Grete Rasmussen.