Sådan får du fugerne HELT rene

Der er flere ting, man skal tænke over, hvis man ønsker at forebygge skimmelsvamp mellem klinkerne

Når man rengør badeværelset med desinficerende middel, er det vigtigt, at man ifører sig rengøringshandsker for at beskytte sin hud, siger rengøringsekspert og lektor ved ernærings- og sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole Michael René. (Arkivfoto)
Når man rengør badeværelset med desinficerende middel, er det vigtigt, at man ifører sig rengøringshandsker for at beskytte sin hud, siger rengøringsekspert og lektor ved ernærings- og sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole Michael René. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter det lange varme brusebad glemmer mange at tørre brusekabinen ned og lufte ordentligt ud, så der ikke kommer fugt.

Og netop her har skimmelsvamp de allerbedste levevilkår. Den lumske svamp viser sig oftest som sorte plamager i fugen mellem badeværelsesklinkerne.

Så snart man spotter de sorte fuger, er det vigtigt, at man påbegynder en behandling, så svampen ikke spreder sig, fortæller rengøringsekspert og lektor ved ernærings- og sundhedsuddannelsen på Københavns Professionshøjskole Michael René.

- Det handler om at handle hurtigt. Men det er allervigtigst at finde ud af, om det kun er overfladisk, eller om det er gået ind i væggen, for hvis det har spredt sig, skal man bruge en håndværker, siger han.

Vigtigt at desinficere

Hvis det kun er overfladisk, er det vigtigt, at man benytter et desinficerende middel som Rodalon, da det ødelægger cellemembranen på skimmelsvampen, fortæller han.

Når fugen skal renses, anbefaler Michael René, at man enten benytter en klud eller en børste, da det kan være svært at komme ordentligt ind i fugen.

Men det er ikke nok kun at behandle klinkerne en enkelt gang, fortæller rengøringsekspert Louise Grønhøj, der sælger rengøringsmidler og deler tips via sin virksomhed Basic Clean.

- Jeg vil anbefale, at man behandler området hver fjerde eller femte dag i en måneds tid. Det burde være nok til at se, om det har en virkning, og burde fjerne skimmelsvampen over tid.

- Men hvis de sorte plamager ikke svinder ind, er området for stort, siger hun.

Hav fokus på udluftning

Selv hvis man er kommet af med de sorte fuger, er det vigtigt, at man tænker over, hvordan man lufter ud på sit badeværelse, da skimmelsvampen opstår på det fugtige badeværelse og særligt i fugerne, fordi vandet samler sig der.

Derfor er det utroligt vigtigt, at man åbner et vindue eller tænder for ventilationen, hver gang man har været i bad, så fugten kan komme ud, fortæller Louise Grønhøj.

- Selvfølgelig skal man være opmærksom på at få tørret op på badeværelset. Det gør man først med en svaber, og det er også en fordel, hvis man tørrer efter med et viskestykke for at fjerne alt vandet.

- Men det, som virkelig fjerner fugten, er udluftning, siger hun og pointerer, at man skal være opmærksom på det fugtige håndklæde, da det spreder fugt, hvis man hænger håndklædet op på badeværelset.

Selv hvis man ikke har skimmelsvamp på badeværelset, kan man med fordel vaske badeværelset ned én gang om måneden med desinficerede middel, da det forebygger skimmelsvampen, fortæller Louise Grønhøj fra Basic Clean. (Arkivfoto)
Selv hvis man ikke har skimmelsvamp på badeværelset, kan man med fordel vaske badeværelset ned én gang om måneden med desinficerede middel, da det forebygger skimmelsvampen, fortæller Louise Grønhøj fra Basic Clean. (Arkivfoto)

Men i mange ældre boliger er der ikke et vindue på badeværelset, og hvis man ikke har et vindue, er det vigtigt, at man sørger for at åbne døren til badeværelset og åbner vinduer i andre dele af boligen, mener Michael René.

- Der skal gerne være åbne vinduer i boligens øvrige rum for at sikre en god luftgennemstrømning, ellers risikerer man bare, at fugten trænger videre ud i boligen og giver skimmelsvamp der, siger han.

Skimmelsvamp elsker fugt

  • Indenfor kan skimmelsvampe vokse på fugtige materialer og angrebne områder vil ofte have misfarvninger og lugte jordslået. I nogle tilfælde kan man ikke se skimmelsvampen, da den fx er gemt bag tapet eller i bygningskonstruktionen.
  • Du kan få vækst af skimmelsvampe, hvis der er for meget fugt i materialerne i boligen. Det kan blandt andet ske, hvis luftfugtigheden er for høj.
  • Selvom du ikke har allergi, kan skimmelsvamp give dig symptomer som hovedpine, træthed, almen utilpashed, irriterede slimhinder og symptomer, der ligner høfeber.
  • Hvis du har allergi over for skimmelsvampe, kan du få symptomer som astma (fx hoste, pibende vejrtrækning, trykken for brystet) og høfeber (fx tilstoppet næse, rindende næse, nys og kløe i øjnene).

Kilde: Astma-Allergi Danmark

Powered by Labrador CMS