Sådan får du del i grøn renoveringspulje
Forberedelse lønner sig, hvis du planlægger at søge om at få statsligt tilskud til at energirenovere huset
Nye vinduer eller en efterisolering af loftet holder på varmen i huset og hjælper miljøet.
Der er et politisk ønske om, at endnu flere boligejere sætter den slags projekter i værk, og derfor tilbyder man nu endnu en gang muligheden for at søge tilskud fra den såkaldte energirenoveringspulje.
- Puljen er en håndsrækning, der ikke kun bidrager til din egen boligøkonomi, fordi du sparer penge på elregningen, men også gør stor gavn for den grønne omstilling, siger Sarah Videbæk Hundebøl, der er chefkonsulent hos Energistyrelsens Center for Energiadministration, som administrerer puljen.
Gyldigt energimærke
Der er dog flere punkter, du skal have helt styr på, inden du søger. Først og fremmest er det afgørende, at du ejer dit hus, og at det har et gyldigt energimærke. Der gives tilskud til boliger med energimærke D, E, F og G.
- Som noget nyt i år kan huse med energimærke D søge, og det betyder, at væsentligt flere boliger har mulighed for at få tilskud, fortæller Sarah Videbæk Hundebøl.
Energimærket er din rettesnor, understreger Christina Schjervig, der er bygningskonstruktør og ekspert i byggeteknik og huseftersyn hos Videncentret Bolius.

Energibesparende forslag
- Der ligger en række energibesparende forslag i dit energimærke. Det kan være alt fra at udskifte vinduer og døre til at få isoleret noget mere eller etablere en ny varmeinstallation, fortæller hun.
Når du har fået indsnævret dit projekt, er det tid til at forhøre dig hos en eller flere håndværkere for at få en vurdering af omfang og pris. Du må dog ikke lave hverken en mundtlig eller skriftlig aftale med håndværkeren, før du har fået grønt lys fra puljen.
- Du må ikke søge om tilskud, efter du har sagt ja tak til et tilbud. Vi har set, at folk er faldet i den fælde og har fået afslag, selv om de har gjort alt andet rigtigt, siger Christina Schjervig.
Du må heller ikke få tilskud fra flere forskellige statslige puljer til samme projekt. For eksempel må du ikke søge støtte fra både energirenoveringspuljen og det grønne håndværkerfradrag.
Anden økonomisk liga
Derfor er det en god idé at lave et regnestykke for at finde ud af, hvilken pulje der er mest relevant for dig.
- Energirenoveringspuljen er i en helt anden økonomisk liga end håndværkerfradraget, siger Christina Schjervig.
Hvor håndværkerfradraget har en tilskudsgrænse på 8600 kroner per person og kun dækker udgifter til arbejdsløn, så har energirenoveringspuljen ingen øvre grænse for, hvor meget tilskud du kan få.
Det skyldes, at der er fastsatte tilskudssatser for det enkelte arbejde, og tilskuddet afhænger dermed af mængden af det arbejde, som udføres.

Gyldigt cvr-nummer
Når det gælder udførslen af energirenoveringen, er det et krav, at du hyrer et firma med et gyldigt cvr-nummer. Det vil sige, at du ikke selv må udføre arbejdet.
- Er du selv håndværker, må du gerne fakturere din egen virksomhed. Du skal bare kunne fremvise dokumentation for, at du har betalt dig selv og faktureret moms og det hele, siger Sarah Videbæk Hundebøl.
Energirenoveringspuljen åbnede for ansøgninger 19. februar og uddeles efter først til mølle-princippet.