Sådan får dit barn en god start

Opstarten efter sommerferien kan være svær og give udfordringer derhjemme

Offentliggjort Sidst opdateret

Uanset hvordan dit barn reagerer, kan det være en god idé at forberede sig på overgangen mellem ferie og hverdag. 

Sådan lyder det fra Tina Mastrup, der er senior fagkonsulent i Psykiatrifonden.

- Det er naturligt, at børn lige skal vænne sig til skiftet fra ferie til hverdag. Det gælder jo også for mange voksne - det tager lidt tid at vænne sig til hverdagsrutinerne og komme op i gear, siger hun. 

Genindfør struktur fra hverdagen

Tina Mastrup opfordrer forældre til at lade rutinerne vende stille og roligt tilbage i slutningen af ferien.

Selvom det er dejligt at nyde sommerferien helt til det sidste, kan det være en god idé at genindføre en hverdagsstruktur for barnet i dagene eller ugen op til skolestart. 

Det kan for eksempel være at genindføre aftensmåltidet ved bordet, en fast sengetid eller regler for skærmtider. På den måde markerer man, at ferieperioden er ved at slutte.

Forbered barnet

Inden skolestart kan man begynde at forberede sit barn på at skulle i skole igen, lyder rådet fra Psykiatrifondens seinor fagkonsulent.

Det kan man gøre på flere måder: Måske skal I besøge skolegården, købe nyt tøj til første skoledag, tale om barnets nye skema eller lave aftaler for, hvordan den nye hverdag ser ud.

Hvis barnet har svært ved at overskue den nye hverdag, kan man sammen lave et skema, der også viser, hvordan timerne før og efter skole ser ud.

- Sørg for, at barnet ikke har en masse andre aftaler ud over skole eller institution, og hvis det er muligt, så begynd med nogle dage, som ikke er alt for lange, opfordrer Tina Mastrup.

HJÆLP MED AT FOKUSERE PÅ DET POSITIVE

Hvis barnet giver udtryk for, at det ikke har lyst til at komme tilbage til skolen, kan det være en hjælp at minde barnet om de gode ting ved skolestart, lyder opfordringen fra Tina Mastrup, senior fagkonsulent i Psykiatrifonden.

Det kan for eksempel være vennerne, yndlingsfaget, legepladsen eller favoritlæreren. Selvfølgelig skal man lytte, hvis barnet har bekymringer, men undlad at gå med barnets bekymringer, for det kan skabe unødig angst hos barnet.

- Det bedste, man kan gøre, er at tale med sit barn om, hvad det tænker og oplever. Det er vigtigt at tage det, som barnet fortæller og signalerer, alvorligt, men hav også fokus på det gode ved hverdagen og find en god balance, siger Tina Mastrup.

Kilde: Psykiatrifonden

Flere krav = trætte børn

I overgangen mellem hverdag og ferie vil barnet opleve en periode med mange flere krav i forhold til ferieperioden. 

Det betyder, at langt de fleste børn vil være trætte, overstimulerede og have brug for at vænne sig til den nye hverdag. 

Dette kan også betyde flere konflikter derhjemme som en naturlig følge af, at barnet skal vænne sig til denne omstilling.

Hvis man som forældre er bekymret for sit barn, så bør man tage fat i nogen, der kan hjælpe.

- Hvis et barn har det særlig svært, er det en god ide at tale med barnets lærer eller pædagog, så barnet kan få god støtte i løbet af dagen, råder Tina Mastrup. 

Psykiatrifonden har fire råd til forældre, som har skolebørn.
Psykiatrifonden har fire råd til forældre, som har skolebørn.
Powered by Labrador CMS