Sådan er du forsikret ved prøveturs-tyveri

Ifølge FDM dækker forsikringen aldrig, hvis du lader en person få en prøvetur alene i din bil, og personen ikke kommer tilbage med den.

Hvis du lader en køber få en prøvetur i din bil før en bilhandel, dækker forsikringen ikke, hvis køberen stikker af med bilen. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Newsbreak.dk har berettet om 56-årige Lars Vardings bitre historie om at miste sin bil til en svindler under en privat bilhandel. Lars Varding fra Jelling-egnen havde selv ladet en køber få en prøvetur i sin hvide Peugeot 107, men køberen vendte aldrig tilbage fra prøveturen. Derfor dækker forsikringen ikke tyveriet.

Og det skal den heller ikke, fortæller Helle Brasch, der er jurist i FDM, til Newsbreak.dk

– Hvis du selv har overladt bilen til en anden, så er der ikke tale om tyveri i forsikringsmæssig forstand, siger hun.

Det har derfor heller ingen indflydelse, hvorvidt man har handlet i god tro eller har forsøgt at sikre sig ved for eksempel at se et kørekort eller få noget stillet i pant under prøveturen.

Tag med

Hvis man lader en potentiel køber få en prøvetur i sin bil, dækker forsikringen aldrig, hvis personen ikke vender tilbage. Dermed er der kun én sikker måde at sørge for, at man ikke ender med at miste sin bil uden at kunne få erstatning.

– Det mest lavpraktiske er, at man bare tager med på prøveturen, siger Helle Brasch.

Hun understreger, at FDM hverken fraråder at handle bil i privat regi, eller at man giver en prøvetur. Det gælder blot om at bruge sin sunde fornuft og være klar over risikoen, når man låner sin bil ud. Det må være op til folk selv at finde ud af, hvor meget sikkerhed, de vil kræve for en prøvetur.

– Men under alle omstændigheder, har man jo altid pligt til at se et kørekort, hvis man overlader sin bil til en anden person, pointerer Helle Brasch.

Powered by Labrador CMS