Sådan er det at være bloddonor
Det er faktisk de fleste danskere, der sagtens kan være bloddonor.
Ifølge bloddonor.dk er den vigtigste egenskab hos en fremtidig bloddonor, at man skal have lyst til at hjælpe dem, der har behov for det.
Og det kan man så rigeligt få lov til, hvis man ønsker at blive bloddonor.
I videoen ovenfor kan du se, hvad det indebærer at være bloddonor.
Syge må ikke donere blod
Selv om der efter sigende ikke er mange krav til fremtidige bloddonorer, så er der alligevel nogle forbehold.
Hvis man er syg af en sygdom, der kan smitte gennem blod, kan man ikke donere blod. Det gælder særligt, hvis man er smittet med HIV eller hepatitis. Ligeledes hvis du som rask person har haft sex med en person, der er smittet med HIV eller hepatitis.
Ligesom man heller ikke må donere blod, hvis man indenfor de seneste fire måneder er blevet piercet eller tatoveret.
Hvis man er prostitueret, stiknarkoman, delt injektionsnål med andre eller været behandlet for en blødersygdom før 1988, må man heller ikke donere blod.
Stor ændring på vej
Det har også i lang tid været umuligt for mænd, der har sex med andre mænd at donere blod, men i 2020 bliver der lavet om på det.
Sundhedsminister Magnus Heunicke har ifølge Ritzau godkendt en bekendtgørelse om, at homoseksuelle og biseksuelle mænd kan donere blod.
Der skal dog gå fire måneder fra, at en mand har haft sex med en anden mand, før de må donere blod. Det vil i praksis udelukke en del homoseksuelle i at give blod.
Den nye ændring træder i kraft i denne måned, men vil først blive effektueret fra marts.