Sådan børnesikrer du din tablet

Børn kan bruge mange timer på at spille spil og se film på tablets, men hvordan kontrollerer du som forælder hvilke applikationer, der bliver hentet ned, og hvad de ser? Og hvordan sikrer du, at dit kreditkort ikke bliver tømt i diverse spil-applikationer? Vi har samlet en række gode råd til, hvordan du børnesikrer din tablet.
Tablets er allerede en integreret del af undervisningen i flere skoler og daginstitutioner, da undersøgelser viser, at nogle børn har lettere ved at regne og stave med en skærm i hånden. Udviklingen har også påvirket antallet af tablets i hjemmet, hvor mange forældre drager fordel af tablettens mange muligheder.
Den stigende interesse for tablets gør nødvendigheden for regler og kontrol større, da der gennem en tablet er ubegrænset adgang til film, serier, apps og billeder. Men hvordan børnesikrer man sin tablet og skåner dem for upassende indhold?
Telia har gode råd til de tre mest populære tablets; iPad air, Samsung Galaxy og Sony Xperia.
Ipad air
Slå begrænsninger til
1.Vælg ”Indstillinger” på startskærmen
2.Vælg herefter ”Generelt” og ”Begrænsninger”
3.Under ”Begrænsninger” klikker du på ”Slå begrænsninger til”-knappen, hvorefter du bliver bedt om at indtaste og bekræfte en firecifret adgangskode. Herefter har du mulighed for at indstille, hvad dit barn kan gøre og ikke kan gøre på din tablet
Når ”Begrænsninger” er slået til, er det muligt at slå de apps fra, som kommunikerer med omverdenen (Safari, YouTube og FaceTime). Der er desværre ikke mulighed for at tilpasse disse apps, så enten er de slået fra, eller også er de slået til.
Længere nede på siden “Begrænsninger” finder du valgmuligheder i forhold til at installere og slette apps. Til yngre børn bør du nok slå begge dele fra. Hvis du tillader et ældre barn at installere apps via sin iTunes-konto, så skal den valgmulighed være slået til her.
Lokalitetsindstillinger
Hvis du har små børn, kan det være en fordel at slå lokalitetstjenesterne helt fra, så din tablet ikke transmitterer til omverdenen, hvor de bor (pånær ”Find min Iphone”). Du kan også vælge at slå funktionen til eller fra for hver enkel app såsom Yelp eller Maps.
Pas på dit kreditkort
Flere spilproducenter udvikler apps, der er gratis ved installering, men som senere giver mulighed for at købe ting i spillet for rigtige penge. Disse køb foregår uden indtastning af adgangskode. Det vil sige, at dit barn uden store problemer kan bruge 5-600 kroner ved et enkelt tryk.
Hvis du gerne vil undgå det, kan du slå de såkaldte in-app purchases (indkøb i programmer) fra:
1. Gå ind i ”Begrænsninger”
2. Slå ”Køb fra programmer” fra
Når denne funktion er aktiveret, vil det altid være nødvendigt at indtaste en kode, før dit barn prøver at købe noget inde fra en app. Din iPad husker din adgangskode til App Store i 15 minutter. efter du har indtastet den. Det vil sige, at eksempelvis dit barn vil kunne installere løs i dette tidsrum. Husk derfor at logge ud efter hvert køb – det kan du gøre i ”App Store” eller i ”Indstillinger og derefter ”Butik”.
Samsung Galaxy Tab S
Samsung Galaxy har oprettet Kids Mode, som er et helt forum kun til børn, hvor forældrene kan definere, hvilke apps børnene har adgang til. Børnene har i dette forum ikke adgang til resten af funktionerne i din tablet.
Kids Mode indeholder flere nyttige funktioner:
•Oprettelse af en profil til dit barn med password
•Indstille hvilke apps, videoer, billeder osv., der skal være tilgængelig for dit barn
•Inkludere børneapps, hvor dit barn kan tegne, tage billeder og optage lyde
•Et specielt børnegalleri, hvor der kun er adgang til de billeder og videoer, som er taget i Kids Mode
•Tidsbegrænsning på hvor lang tid dit barn må spille om dagen
•Statistik, der viser, hvor meget tid dit barn har brugt på hver enkel applikation
Med Kids Mode sikrer du, at dit barn ikke selv kan købe eller downloade apps og dermed heller kan tømme dit kreditkort. I Kids Mode er der allerede sjove og spændende apps, men det er også muligt at downloade foretrukne apps ned i programmet.
Kids Mode er tilgængelig for Galaxy S4 og S5, Note 3 og 4, og Tab 4 og Tab S tablets. Det kan variere, hvordan du finder Kids Mode, men på de fleste tablets er den allerede tilgængelig på skrivebordet. Du kan se en videogennemgang af Kids Mode her.
Sony Xperia Z2
Der er forskellige muligheder for at børnesikre din Sony tablet. Du kan ændre indstillinger i Play butikken og/eller downloade en app, der hjælper med en større forældrekontrol.
Play Butik
1.Tryk på ”Google Play Butik”
2.Tryk på de tre streger i øverst venstre hjørne
3.Tryk på ”Indstillinger”
4.Vælg ”Indholdsfiltrering”
5.Vælg dine filtre og tryk ok. Herefter vil du blive bedt om at oprette og indtaste en pinkode for at forhindre uønskede ændringer i dine filterindstillinger. Du kan læse mere om de forskellige niveauer på siden.
Under “Indstillinger” kan du vælge “Angiv eller skift pinkode”. Indtast en kode (to gange) og tryk herefter “OK”. Herefter skal du markere boksen “Brug en pinkode til køb”. Nu er det ikke muligt at købe apps uden den indtastede kode. På den made forhindrer du, at dit barn køber dyre apps eller in-app purchases (indkøb i programmer).
Apps til forældrekontrol
Du kan også installere apps, der er behjælpelige med at øge forældrekontrollen. Apps’ene Famigo og Funamo er begge programmer, der tilbyder en børneplatform, hvor du trygt kan overlade din tablet til dit barn. Her bestemmer du selv hvilke apps, der er tilgængelige.
Famigo fås både til iOS og Android og er gratis de første 7 dage. Herefter koster det en månedlig betaling alt efter, hvilke funktioner du ønsker. Funamo fås kun til android og er gratis de første 2 dage. Herefter koster app’en cirka 140 kroner for fuld adgang for altid. Det vil sige ingen månedlig betaling som ved Famigo.