Sådan bliver din økonomi næste år

Corona-smitten vil svinge taktstokken over dansk økonomi i vinter. Men det bliver godt igen hen på året, mener eksperter.

Efter en hård vinter – rent økonomisk – er der ifølge eksperter lys for enden af tunnelen. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: Fagbladet 3F

I foråret tog ledigheden et kæmpe hop. Alene i marts meldte over 37.000 danskere sig ledige, da corona-smitten svøbte sig over landet, og statsministeren satte en stopper for mange af hjulene i samfundet. Siden gik det bedre. Særligt efter sommerferien var der rigtig mange, der meldte sig ud af ledighedskøen.

Men hvordan kommer det til at gå i 2021? Vil arbejdsløsheden stige igen, hvad med økonomien – og med lønnen?

Ifølge professor og tidligere overvismand Michael Svarer bliver vinteren hård.

– Vi skal stå igennem de næste to-tre hårde måneder. Men jeg forventer, at det vender, og vi kommer ud af det, når det bliver forår og vi også har fået vaccinen, siger han til Fagbladet 3F.

Ifølge Michael Svarer har nedlukningerne i 2020 gjort ondt, men samtidig er vores økonomi rimelig modstandsdygtig. Ledigheden er steget i år. Men ikke så meget, som man kunne have frygtet. Der har heller ikke været så mange konkurser som frygtet.

– På mange punkter ser vores økonomi faktisk rimelig ud. Og derfor tror jeg også, at genopretningen i økonomien næste år kommer til at gå rimelig hurtigt. Det er ikke en økonomisk krise, vi har, men en sundhedskrise, og den vil ikke vare ved, pointerer han.

Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv er enig.

– Det vil fylde rigtig meget hen over vinteren, at smitten er stærkt stigende. Det vil påvirke tusindvis af arbejdspladser, og betyde en ny stigning i ledigheden i de hårdest ramte brancher – hoteller, restauranter, kulturliv og så videre, siger han.

Tore Stramer forventer, at den økonomiske aktivitet i vintermånederne vil ligge omkring nul.

– Hvis smitten kommer mere ud af kontrol, og der kommer flere restriktioner, så måske endda negativ vækst. Så 1. kvartal næste år bliver slemt. Vi kommer til at starte året 2021 i en dyb krise, mener han.

Det lysner

Men så bliver udsigten lidt lysere i takt med, at det bliver forår, og vaccinerne forhåbentlig bliver mere udbredte.

– Jeg er relativt fortrøstningsfuld og mener, at økonomien vil blomstre op igen i løbet af året, når smitten bliver dæmpet, siger Tore Stramer.

Ifølge cheføkonom i 3F, Frederik I. Pedersen, vil 1. kvartal 2021 blive op ad bakke, og der er risiko for, at arbejdsløsheden stiger. Men han tror, at arbejdsløsheden om ét år vil være lavere end i dag.

– Indtil for få uger siden faldt ledigheden. De kommende måneder vil den måske stige igen på grund af restriktioner og udbredt smitte, men ikke lige så voldsomt som i foråret, siger Frederik I. Pedersen.

Også han forventer, at i takt med at det igen bliver varmere og vaccinerne udbredte, vil billedet vende.

– Da finanskrisen ramte for 12 år siden, havde vi en række økonomiske ubalancer. Blandt andet var boligmarkedet ophedet, mange havde sat sig i gæld så livremmen var spændt ud til sidste hul. Det er ikke billedet nu. Økonomien er grundlæggende sund, med stærk konkurrenceevne og stort overskud på betalingsbalancen, mener han.

Powered by Labrador CMS