Sådan bliver Black Friday anderledes i år
Mange kunder flokkes normalt om slagtilbud på black friday i november. Det vil Rema 1000 undgå grundet corona.
De seneste år har den amerikanske shoppedag black friday fået særdeles godt fat i de danske forbrugere.
Coronasituationen gør dog, at Rema 1000 i år dropper at holde dagen med de ofte gode tilbud på en enkelt dag.
Det skriver kædens kommunikationschef, Jonas Schrøder, på Twitter.
– Det dur ikke med vilde tilbud en enkelt dag på grund af corona – (det, red.) tiltrækker for mange kunder samtidig, skriver han.
Rema 1000 dropper dog ikke tilbuddene helt. I stedet spredes de ud over flere dage, skriver Jonas Schrøder.
– Sikkerhed for kunder er vigtig, lyder det fra kommunikationschefen på Twitter.
Han skriver samtidig, at Rema 1000 generelt ikke vil have endagstilbud ind til videre på grund af situationen.
Black friday er oprindeligt et amerikansk fænomen, der finder sted dagen efter fejringen af thanksgiving i USA.
Helligdagen fejres den fjerde torsdag i november, og dagen efter indleder de amerikanske butikker julesalget med slagtilbud.
I år finder shoppedagen med de mange tilbud sted 27. november.
Blevet populær i Danmark
Traditionen er også nået til Danmark, hvor salget flere gange er løbet op i omkring to milliarder kroner på en enkelt dag.
Dagen har været med til at gøre november til en af årets største handelsmåneder.
Det står i stor kontrast til niveauet for fem år siden, hvor november var en forholdsvis almindelig måned for den danske detailhandel.
Det skyldes også net-pendanten til black friday – cyber monday. Her er det netbutikkerne, som mandagen efter thanksgiving disker op med slagtilbud.
Som Newsbreak.dk tidligere har beskrevet, bør du se dig for – uanset om du køber varer til dig selv eller andre.
Det er nemlig langtfra alle produkter, som er lige fordelagtige at købe på Black Friday.
Du kan se, hvilke produkter, det ifølge tal fra PriceRunner, ikke kan betale sig at købe på Black Friday i galleriet ovenfor.