Sådan blev Pytlick fyret
Jan Pytlick er fortid som træner for det danske kvindelandshold i håndbold.
»Vi er skuffede over ottendepladsen ved december måneds EM. Den målsætning vi havde lavet sammen med Team Danmark levede holdet desværre ikke op til,« lyder forklaringen på det afbrudte samarbejde fra Dansk Håndbold Forbunds generalsekretær Morten Stig Christensen.
At fyringen kommer nu er ifølge Morten Stig Christensen ganske naturlig.
»Evalueringen på kvindernes EM-præstation skulle på plads inden herrernes VM (i januar, red.). Alt andet kunne have givet unødvendig uro,« siger han.
Da kvindernes pokalfinale lørdag blev afviklet i Jysk Arena Silkeborg mellem FCM Håndbold og Team Tvis Holstebro var Jan Pytlick blandt tilskuerne. Men på dette tidspunkt vidste han ikke, at han stopper som landstræner et år før kontraktudløb. Rent faktisk lagde han ved en offentlig interview-seance, som pokalfinale-tilskuerne var vidne til, ikke skjul på, at han så frem mod næste års håndbold-VM i Danmark, hvor medaljer til de ‘rød/hvide’ ville være et realistisk resultat.
»I forbindelse med pokalfinalen afviklede vi en sportslig evaluering af kvindelandsholdets EM-præstation. Udover Pytlick deltog assisterende landstræner (Ulrik Kirkely, red.), DHFs sportschef (Ulrik Wilbek, red.) og DHF’s næstformand Carsten Grønmann Larsen, red.),« fortæller Morten Stig Christensen.
Han ønsker ikke at fortælle præcist, hvad der skete under mødet. Men faktum er at Jan Pytlick efterfølgende blev indkaldt til et nyt møde søndag formiddag i Nyborg.
»Her deltog jeg selv, Carsten Grønmann Larsen og Jan Pytlick. Mødet foregik i god ro og orden. Her konkluderede vi i enighed, at afbryde samarbejdet med øjeblikkelig virkning,« siger Morten Stig Christensen, der vælger at kalde fyringen af Jan Pytlick for en ‘fritstilling’.
»Pytlick har nu mulighed for at komme videre. Vil han være træner i Danmark eller vil han udfordre sig selv i et job i udlandet? Det skal han nu til at overveje,« siger Morten Stig Christensen, der ikke ønsker at fortælle, hvorvidt Jan Pytlick under den såkaldte fritstilling får udbetalt løn.
»Men i ethvert job er der jo en opsigelses-periode,« lyder det kryptiske svar fra Morten Stig Christensen.
Han fortæller, at Jan Pytlick og Ulrik Wilbek først mandag vil besvare spørgsmål omkring fritstillingen.
»De har begge nogle engagementer i løbet af søndagen, og de kan først stå til rådighed i morgen,« siger Morten Stig Christensen.
Hvad DHF nu gør i spørgsmålet om, hvem der skal afløse Jan Pytlick, er Morten Stig Christensen ikke særlig meddelsom omkring.
»Processen med at finde en ny træner for kvindelandsholdet bliver nu sat i gang. Men mere kan jeg ikke sige endnu. Men jeg er sikker på, at vi nok skal finde en kvalificeret afløser. Der findes mange dygtige trænere derude,« siger Morten Stig Christensen.
Han understeger, at Dansk Håndbold Forbund trods EM-skuffelsen i Ungarn har masser af pænt at sige om Jan Pytlick.
»Fra DHFs ledelse skal der lyde en ekstraordinær stor tak og dyb anerkendelse til Jan Pytlick for det arbejde, som han har ydet, og de resultater han har opnået siden sin tiltrædelse i 1998,« siger Morten Stig Christensen.