Så varmt bliver det onsdag

Onsdag slægter tirsdagens vejr ret godt på - dog et par grader koldere. 'Flot sommervejr', kalder DMI det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag blev den varmeste dag i Danmark i 69 år. Ikke siden 1947 er der målt en så høj temperatur: Hele 29,7 grader målt – ikke et, men hele to steder i landet, nemlig i Vestervig og Vester Vedsted. Begge steder i Jylland – Sønderjylland og Thy.

Onsdag byder nok ikke på endnu en rekorddag, men danskerne skal ikke fortvivle: Igen bliver det meget varmt.

– Det bliver et par grader koldere, maksimum omkring 27-28 grader, oplyser Steen Rasmussen, vagtchef hos Danmarks Meteorologiske Institut til Newsbreak.dk.

Vagtchefen oplyser, at der måske fra morgenstunden kan forekomme lidt skyer i det nordjyske, men ikke noget, der ødelægger sommerstemningen.

– Det bliver et flot sommervejr, som han udtrykker det.

Natten bliver overvejende klar med temperaturer mellem 13 og 18 grader.

– Natten til onsdag er de foreløbige målinger på lige under 20 grader, siger Steen Rasmussen.

Så det er, igen, frem med sommertøjet og tikronerne til børnenes is.

Powered by Labrador CMS