Så skete det
Revyparret Lise Baastrup og Jacob Dahl er blevet forældre igen. Grundet de lykkelige omstændigheder har Lise Baastrup måttet trække sig fra teaterrolle
Der kommer til at gå et stykke tid, inden skuespillerinden Lise Baastrup går på scenen igen.
Revystjernen har nemlig født sit og forestillingsleder Jacob Dahls andet fælles barn.
Det afslører den nybagte mor på Instagram, hvor hun har delt et billede af parrets ældste datter, Laura, der går tur med barnevogn og lillesøster.
- Her ser I verdens bedste storesøster! For en uge siden gik mission turbofødsel i gang; vandet gik og en god time efter begyndte presseveerne I BILEN på vej til Hillerød Hospital!
- På p-pladsen kom to engle flyvende ud. De hedder Amalie og Louise og sammen med Jacob hjalp de mig, gående med presseveer, op på stuen. 12 minutter senere lå Elin på mit bryst, skriver skuespillerinden til opslaget.
Det var også på det sociale medie, at hun i november afslørede, at den lille ny var på vej.
Skal være storesøster
Jacob Dahl har to store sønner fra et tidligere forhold. Og sammen har parret altså datteren Laura, der kom til verden i foråret 2019.
- Vi er så glade for endelig at kunne fortælle, at Laura skal være storesøster, Frederik skal være storebror igen, og Christian skal være storebror igen igen, lød det dengang fra Lise Baastrup.
Måtte trække sig
Barslen falder sammen med hendes medvirken i forestillingen "Stalins død", som netop har haft premiere på Nørrebro Teater. Derfor har hun måttet trække sig fra rollen, der siden er blevet overtaget af Vicki Berlin.
- Jeg vil savne min teaterfamilie derinde og havde glædet mig til at komme tilbage til det skønne hus. Men nu glæder jeg mig endnu mere til at blive mor til to, og at Jacob Dahl bliver far til fire. Kærlighed til alle fra os, lød det dengang fra Lise Baastrup.
Mødtes i 2017
De vordende forældre mødte hinanden i 2017, da Lise Baastrup spillede med i Cirkusrevyen, hvor Jacob Dahl var forestillingsleder. Han er søn af revydronningen Lisbet Dahl, som også var revyens instruktør dengang.
For godt to år siden afslørede Lise Baastrup, at Jacob Dahl havde friet, og i foråret 2022 stod brylluppet.
Lise Baastrup har tidligere fortalt Billed-Bladet, hvorfor hun og Jacob Dahl er et godt match.
- Vi er ikke modsætninger - vi er faktisk meget ens. Vi har de samme værdier, samme humor, samme tempo og et højt energiniveau. Så vi passer rigtig godt sammen, sagde hun til ugebladet.