Så råddent kører danskerne – er du en af dem?

Politiet er ikke helt tilfreds med danskernes trafikvaner.

Politiet lavede en målrettet indsats på E 45. Og var ikke tilfreds med danske bilisters vaner. Foto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Sydøstjyllands Politi gennemførte fra midten af oktober til midten af november i år en præventiv, målrettet og synlig politiindsats på E-45.

– Målet for vores tilstedeværelse på E-45 var at virke forebyggende på de situationer, der kan føre til uheld eller skabe kødannelse og nedsat fremkommelighed på strækningen, oplyser politikommissær Erik Nielsen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Og løsningen, siger politikommissæren, ligger ikke hos politiet, men hos de danske bilister:

– Deres adfærd i trafikken er helt afgørende i forhold til at nedbringe antallet af færdselsuheld og skabe større fremkommelighed på motorvejsstrækningen, siger han.

Sydøstjyllands Politi var under politiindsatsen vidner til flere trafikale hændelser med bilister, der overtrådte færdselsloven og kørte så uforsvarligt, at det meget vel kunne have ført til uheld. Eksemplerne er genfortalt af patruljer, der deltog i politiindsatsen:

Fik fingeren

En bilist kom tæt op bag mig, da jeg var ved at overhale en anden bil. Bilisten syntes åbenbart ikke, det gik hurtigt nok og begyndte at blinke med overhalingslyset. Jeg bremsede ned og trak ind bag bilen, jeg var ved at overhale og lod den anden bilist komme forbi. Her bemærkede jeg, at han pegede på sin tinding med pegefingeren og efterfølgende kunne jeg se, at han gav mig fingeren. Bilisten blev herefter målt til en hastighed på 146 km/t i 110 zone. Ud over sigtelsen for hastighedsovertrædelsen fik han en pædagogisk samtale om, hvordan man skal optræde i trafikken, og det var en meget flov 59-årig mand, der kørte videre.

Overhalede politimotorcykel

En 21-årig mand fra Vejle overhalede politiets uniformerede motorcykel på 110 -strækningen syd for Vejle mod Kolding, hvorefter han fortsatte med øget hastighed, der blev målt til 125 km/t. Samme sted måltes en 47-årig mand til 131 km/t, alt mens han under målingen frem mod Hylkedal Rasteplads overhalede en af politiets uniformerede gruppebiler.

Gav ikke plads

En bilist blev sigtet for uopmærksomhed ved ikke at give plads for et udrykningskøretøj. Den civile patruljebil forsøgte i flere omgange at bringe bilisten til standsning ved hjælp af udrykningssignaler uden at denne reagerede. Han oplyste, at han hverken havde hørt eller set patruljevognens udrykningssignaler. Endvidere havde han foretaget overhaling højre om på motorvejen.

34 for stærkt

En 66-årig håndværksmester førte sin varebil mod nord og overhalede politiets uniformerede patruljebil, der kørte på 110 strækningen ved Skærup. Håndværksmesteren øgede sin hastighed, som efter en måling endte på 144 km/t i en 110 km. zone.

– Eksemplerne viser en uhensigtsmæssig og særdeles farlig trafikal adfærd, og det er netop den adfærd, der kan føre til uheld og hindrer en smidig trafikafvikling,’understreger Erik Nielsen, der fortsætter:

– For os er bilisterne derfor en del af problemet, men også løsningen på problemet. Det handler meget simpelt sagt om, at de skal overholde færdselsreglerne. Bilisterne skal være opmærksomme i den tætte trafik på strækningen, holde afstand, overholde fartgrænserne, holde til højre og i det hele taget køre efter forholdene. Og så skal de lastbiler, der kører her, også overholde overhalingsforbuddene.

Stadig opmærksomhed

– På den måde får vi skabt mere sikker trafik. Og selvom den særlige politiindsats er slut nu, så har strækningen stadig vores opmærksomhed, hvor vi løbende vil være til stede for at minde bilisterne om færdselsreglerne, så antallet af uheld nedbringes, og trafikken kan glide smidigt og sikkert af sted, slutter politikommissær Erik Nielsen.’

Fakta
Politiindsatsen byggede på en analyse af registrerede uheld på E-45 i Sydøstjyllands Politikreds foretaget i perioden 1. oktober 2016 til 1. december 2016.

Analysen fokuserede udelukkende på uheld sket på hverdage i morgen og eftermiddagstimerne i tidsrummet klokken 06.00-10.00 og klokken 14.00-18.00.

Analysen viste blandt andet, at der blev registreret 44 uheld i perioden, som alle var af materiel skadeuheld og uden personskade, og at de 15 af dem var harmonikasammenstød, og at de resterende 19 var ’simple’ uheld, hvor der var lastbiler involveret i de syv af dem.

Antal sigtelser fra politiindsatsen 2017

Indsatsen fra uge 41 til og med uge 46 resulterede i 550 forseelser, hvor 522 personer blev sigtet. Der blev givet omkring 135 påtaler efterfulgt af pædagogiske samtaler med bilister.

Powered by Labrador CMS