Så meget sparer tandturister i udlandet
Der kan spares svimlende beløb, når danskere med tandsmerter rejser til udlandet for at undgå lommesmerter.
De åbne europæiske grænser sender flere og flere danskere til udlandet efter store tandbehandlinger. Og det er i høj grad priserne, som sender danskerne på langfart.
– Tyskland og Sverige er de lande, som danskerne oftest tager til for at få ordnet større tandbehandlinger, men det kan godt betale sig at rejse endnu længere væk, hvis behandlingen er stor nok, fortæller Asger Mønster Frydkjær, der er ejer af hjemmesiden avmintand.dk, som hjælper danskere med at finde gode tandlæger i udlandet.
Hos tandlægeforeningen erkender formand Freddie Sloth-Lisbjerg, at der er visse behandlinger, hvor de danske tandlæger aldrig vil kunne konkurrere på prisen. Han mener dog stadig, at patienternes egne tandlæger kan være en del af løsningen, hvis der skal laves kroner eller broer.
– Fordi de fleste tandsygdomme udvikler sig over tid, giver det bedst mening at have sin fast tandlæge med på råd, inden man rejser ud af landet.
Freddie Sloth-Lisbjerg har flere gange set eksempler på overbehandling, hvor pakkepriser og billige tilbud har fået danskere til at takke ja til mere omfattende behandling, end der reelt var brug for.
– For små 300 kroner kan man besøge sin tandlæge og få undersøgt, hvilket behov man har, hvad der er mest akut og få et overslag på, hvad behandlingen koster i Danmark. Den viden kan være rigtig god at tage med videre, mener Freddie Sloth-Lisbjerg.
Takket være billige flybilletter og lave leveomkostninger oplever Budapest i Ungarn for tiden fremgang i antallet af tandturister. I Ungarn vurderer Asger Mønster Frydkjær, at patienter kan spare mellem 60 og 70 procent i forhold til danske priser.
– Det er reelt kun implantater, kroner og broer, folk rejser for, men her er der også virkelig penge at spare, forklarer Asger Mønster Frydkjær.
Den øgede tandturisme har også vækket konkurrencen hos danske tandlæger, vurderer Freddie Sloth-Lisbjerg.
Selvom prisforskellen ikke kan udlignes, har danske tandklinikker i stigende grad effektiviseret deres indkøb af materialer.
Freddie Sloth-Lisbjerg vil ikke fraråde danskerne at rejse til udlandet efter de store behandlinger, men han maner samtidig til forsigtighed.
– Patienterne skal vide, at når det en sjælden gang går galt, så skal reklamationen foregå i det land, hvor behandlingen er udført. Jeg begynder ikke at reparere på en fejl, for så kan tandlægen i Ungarn sige; “det var ikke mig der lavede fejlen, det var den danske tandlæge”, forklarer Freddie Sloth-Lisbjerg.
Det kan være en god idé at diskutere fordelene og ulemperne ved tandturismen med både arrangører af rejserne og egen tandlæge for at få et realistisk billede af, om rejsen kan betale sig for den enkelte patient.
Det skal du være obs på ved tandturisme:
– Pas på du ikke bliver overbehandlet
– Få lagt en ordentligt plan for forløbet
– Vær opmærksom på, om der er ting i behandlingen som kræver tid og tilvænning
Kilde: Freddie Sloth-Lisbjerg.
Fakta: Det koster behandlingerne i forskellige lande (i kroner) før tilskud fra Danmark:
Krone: Treleddet bro: Implantat + krone:
Danmark: 5300 15.543 18.000
Polen: 1875 5625 9000
Ungarn: 1790 5370 6800
Sverige: 3500 10.500 16.700
Tyskland: 2700 8100 11.300
Kilde: avmindtand.dk
Avmintand.dk’s råd til tandturister:
– Det kan groft sagt betale sig at tage til udlandet, hvis en behandling koster mere end 15.000 kr i Danmark
– Især ved implantat behandlinger er det vigtigt, at klinikken har ekspertisen til at udføre behandlingen.
– Der skal være nogen i Danmark, der kan hjælpe, hvis noget går galt. Det kan være svært at forfølge et krav mod en tilfældig klink.
– Det kan være en fordel at få prisen oplyst før afrejse og møde tandlægen i Danmark.
– Hvis du køber en tandlægerejse gennem en dansk arrangør, vil arrangøren typisk være behjælpelig, hvis noget går galt og i øvrigt sikre en tryg kontakt til den lokale tandlæge.
Kilde: Asger Mønster Frydkjær.
/ritzau/FOKUS