Så meget sparer pendlere ved at flytte fra hovedstaden
Der er mange penge at spare, hvis man arbejder i København og ikke har noget imod at have langt til arbejde.
Beregningerne viser, at en familie med løn på mellemniveau og hus på Frederiksberg har 5.700 kroner til rådighed om måneden, når skatter og faste udgifter er betalt. Hvis familien har hus i København, er rådighedsbeløbet 13.000 kroner. Det skriver Politiken.
Men flytter familien for eksempel i et tilsvarende hus i Faxe på Sydøstsjælland, hvorfra den ene forælder pendler til København, så får familien et rådighedsbeløb på 21.800 kroner.
Dermed er der altså 8.800 kroner at spare ved at flytte fra København og hele 16.100 kroner at spare ved at sige farvel til Frederiksberg.
»Selv om familien i Faxe har større udgifter til transport, bliver det opvejet mange gange af, at de bor så meget billigere end i København,« siger cheføkonom Troels Theill Eriksen fra Dansk Ejendomsmæglerforening til Politiken.
Først hvis familien bosætter sig så langt være fra arbejdet i København som i Nyborg på Fyn, og den ene forælder pendler, kommer rådighedsbeløbet ifølge avisen ned i nærheden af, hvad familien ville have ved at bo i København.
Besparelsen for folk med job i andre større byer er ikke nær så stor ved at købe hus uden for byen og pendle.