Så meget mere laver mor derhjemme
Kvinder tager sig af langt de fleste huslige pligter, viser ny undersøgelse. Det skader deres karrieremuligheder, lyder det fra Lederne
(Citathistorie fra A4 Nu)
Rengøring, tøjvask, madlavning og indkøb er primært kvindernes opgave. Aflevering og afhentning af børn og pasning af syge børn er primært kvindernes opgave. Sågar hjemmeskolen af børnene under coronakrisen har primært været kvindernes opgave.
Du har sikkert hørt det før, men nu slår en ny undersøgelse fast, at det stadig er sådan. Det skriver A4 Arbejdsliv.
Analyseinstituttet YouGov har lavet undersøgelsen blandt 1.500 fuldtidsarbejdende danskere for den faglige organisation Lederne.
Hver tiende mand står for rengøringen
Undersøgelsen viser eksempelvis, at når det gælder rengøring, svarer 10 procent af mændene, at det er dem, der står for det, mens 41 procent af kvinderne svarer, at det er dem, der gør rent. Når det gælder tøjvask, svarer 17 procent af mændene, at de smider vasketøjet i maskinen, mens 65 af kvinderne svarer, at det er dem, der sørger for, at familien har rent tøj at tage på.
Nanna Simone Jensen, der er politisk konsulent og ekspert for ligestillingsområdet hos Lederne, er ikke overrasket over resultatet, snarere bekymret:
– Selvom man tænker, ‘det kan ikke passe, det er jo længe siden, at kvinderne kom ind på arbejdsmarkedet’, så er der desværre rigtig mange undersøgelser, der er kommet frem til samme resultat. En af konsekvenserne er, at det går ud over kvinders karriereudvikling. Det ses blandt andet ved det løngab, vi har mellem kønnene, siger hun til A4 Arbejdsliv.
Øremærket barsel er en start
Kvinfo mener øremærket forældreorlov til faderen, kan løsne op for den skæve arbejdsfordeling.
– Nogle synes, det er forbundet med tvang. Vi mener, det er et nødvendigt politisk redskab, der skal bruges til at ændre ved en kultur, der er meget svær at ændre.
– I dag kan parterne vælge at dele forældreorloven, men mændene tager kun 10 procent af den. Det skyldes både, at kvinderne ikke vil af med orloven, blandt andet fordi der er nogle meget stærke forventninger til moderskabet, men det skyldes også, at der ikke er forventninger på arbejdsmarkedet om, at mændene tager barslen. Så hvor frit er valget lige, spørger direktør i Kvinfo, Henriette Laursen og fortsætter med at fortælle, at det kan have store betydning for familielivet, når mændene ikke tager del i orloven:
– Når kvinderne tager hele forældreorloven, så bliver de naturligt familie-koordinatoren også efter orloven. Det er dem, der køber flyverdragten, tager børnenes sygedage og sørger for, at hjemmet er rent osv.
Cepos vil have frit valg
Hos den borgerlige-liberale tænketank Cepos mener man ikke, det er en god idé at øremærke en del af orloven til faderen.
– Jeg synes generelt, man skal have lov til at indrette sit liv, som man selv ønsker det. Familien ved selv, hvad der er bedst for dem, og derfor skal det ikke fra politisk side bestemmes, hvem der tager barslen, siger Karsten Bo Larsen, der er forskningschef hos Cepos.