Så meget kan du spare på el
Undersøg markedet grundigt og ofte, hav styr på dit årlige elforbrug, tjek den samlede pris, og vær opmærksom på bindingsperioder
Det kan være en jungle at finde rundt i, hvilket elhandels-selskab der er bedst for netop dig og dit elforbrug.
Derfor er der flere ting, du skal være opmærksom på, når du vælger selskab og produkt.
Ifølge direktøren i Forsyningstilsynet, Carsten Smidt, skal man først og fremmest undersøge markedet grundigt:
- Man skal ikke nøjes med at undersøge de første tre, der dukker op på nettet, som man måske kender navnene på i forvejen, siger han.
Godt betale sig
Og så er det en god idé at have et godt kendskab til dit elforbrug:
- Det bedste er, hvis du har dine sidste regninger foran dig, så du ved, hvad dit årlige forbrug er, råder Martin Salamon, som er cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Ifølge Carsten Smidt kan det godt betale sig at bruge lidt ekstra minutter på sin research, især hvis man er interesseret i at spare penge:
- Hvis man har en stor elregning, og det har man, hvis man bruger elvarme eller elbil, så kan man faktisk spare op til 2500 kroner om året, siger Carsten Smidt.
Hvis man ikke har et stort forbrug, kan man spare omkring 500 kroner om året.
Forskelligt udbud
Udbuddet af produkter kan også være meget forskelligt, så hvis det er vigtigt for dig at skåne miljøet, kan du gå efter produkter, der understøtter den grønne omstilling:
- Grønne produkter er markeret med to grønne blade, fortæller cheføkonomen i Forbrugerrådet Tænk.
Selvom du måske ikke tænker så meget over elregningen, fordi den er et nødvendigt onde, er det en rigtig god idé at tjekke markedet ud en gang om året:
- Selv om man er tilfreds med sit elselskab, kan andre elselskaber komme med et bedre tilbud senere på året, så ens nuværende selskab ikke længere er billigst, forklarer Carsten Smidt.
Når man tjekker elpriser, skal man både forholde sig til en pris per kilowatt og en pris for sit abonnement.
- De her priser kan være skruet forskelligt sammen, derfor skal man huske at tjekke den samlede pris på produktet, siger Carsten Smidt.
Det skal du være opmærksom på
Derudover skal man være opmærksom på, om der er en bindingsperiode:
- Med nogle produkter binder man sig eksempelvis i en periode på et halvt år, og hvis man siger ja til det, fraskriver man sig retten til at skifte til et andet selskab i den periode, forklarer han.
Derudover overgår man ofte til en anden pakke, når bindingsperioden ophører, som kan være dyrere.
Derfor skal du være opmærksom på, hvad aftalen indebærer, og hvad prisen bliver efter den første bindingsperiode.
Mange tilbyder også introduktionspakker, hvor prisen for nye kunder er lavere i den første periode, men så stiger prisen oftest derefter.
- Hvis man er en tilbudshaj, kan man jo med fordel surfe fra det ene tilbud til det andet, og så kan der gå sport i den, fortæller Martin Salamon.
Variabel pris
Derfor er det en god idé at undersøge markedet, hver gang der sker en prisændring.
Den sidste ting, man skal være opmærksom på, er, om prisen er fast eller variabel:
- Historisk set har produkterne været billigst, hvis man har valgt en variabel pris, der følger engrosmarkedet, forklarer direktøren i Forsyningstilsynet.