Så meget kan du spare med LED-pærer

Her er udviklingen af belysning sat op fra stearinlys over glødepæren, halogen-pæren og som det nyeste skud på stammen LED-pæren. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

En gennemsnitlig husstand kan spare 440 kroner om året på elregningen ved at skifte halogen- og glødepærer ud med LED-lys.

De strømbesparende LED-pærer havner i stigende grad i forbrugernes indkøbskurve, selvom glødepærer og halogenspot stadig dominerer som lyskilder i danskernes hjem.

Ifølge beregninger fra Energistyrelsen kan en gennemsnitlig husstand med to personer spare 440 kroner på elregningen om året ved at skifte til de mest effektive LED – Light Emitting Diodes.

Og den besked er ved at gå ind på lystavlen, lyder det fra Dansk Supermarked, som tæller kæderne Føtex, Bilka, Netto og Salling, hvor den billigste LED-pære koster 49,95 kroner.

– LED-pærerne bliver hevet flittigt ned af hylderne. Og det skyldes ikke mindst, at de gammeldags glødepærer er udgået, og folk søger alternativer til de pærer, som efterhånden er brændt ud, siger Martin Møller Aamand, kommunikationskonsulent, Dansk Supermarked.

Hos Coop er kunderne tilsyneladende lidt mere tilbageholdende. Men det kan skyldes, at supermarkeder som Kvickly, SuperBrugsen, Fakta og Irma endnu ikke har de allerbilligste LED-pærer på hylderne, forklarer Jonas Andersen, kategorichef i Coop.

– Vi har så heller ikke valgt gå ned i det helt billige segment. For man kan få meget af forskellig kvalitet. De billigste har et meget hvidt lys, som er den letteste farve at producere. Men LED-lys er fremtiden, og vi ser også, at meget falder i pris i øjeblikket, siger han.

Tal fra en spørgeskemaundersøgelse, som Energistyrelsen har indsamlet sidst i 2014, viser, at en gennemsnitlig husstand har ni sparepærer, to lysstofrør, seks halogenpærer, tre glødepærer og fire LED-pærer.

EU forbød i 2012 de gammeldags glødepærer, der bruger mere end fem gange så meget strøm som de mest effektive pærer.

Men efterhånden som LED-pærerne er blevet tilgængelige i detailhandlen, mangler forbrugerne stadig at tage de afgørende skridt i forhold til at vælge LED-pæren i stærkere grad, fortæller civilingeniør Signe Christensen fra Energistyrelsen.

Med glødepæren skulle forbrugerne kun forholde sig til lysstyrken, watt, mens de nu både skal tænke i hvor kraftigt lyset er, lumen, og “farven” på lyset.

– Folk skal tænke på en anden måde, når de køber lyskilder, fordi der er flere ting, man kan forholde sig til. Så det tager noget tid, før forbrugerne har vænnet sig helt til at vurdere lyskilder på en nymåde, siger hun.

Energistyrelsen har udviklet smartphone-app’en “Lysguiden”, som forbrugere kan få hjælp af, når de står i en konkret købssituation. Læs mere her http://sparenergi.dk/forbruger/vaerktoejer/mobil-apps.

Newspaq

Powered by Labrador CMS