Så mange udøver vold mod børn

Børns Vilkår har netop offentliggjort tal for, hvor mange henvendelser de har fået fra voldsramte børn. Modelfoto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

På blot tre år har Børns Vilkårs BørneTelefonen modtaget ikke færre end 2512 henvendelser fra børn, der har oplevet at være udsat for vold.

Trods en lovændring i 1997, der gjorde det ulovligt at slå sine børn, og storstilede antivold-kampagner som »Vores ansvar – Nej til vold mod børn« fra 2011 er tendensen stagneret, viser BørneTelefonens tal. Sidste år var der 726 henvendelser, hvoraf knap hver tredje voldshandling var begået af mor, skriver metroxpress.

Ifølge børne- og familiepsykolog John Halse står udviklingen stille, fordi far og mor er for stressede i hverdagen:

»Når man oplever, at det ikke virker at snakke med børnene eller har tid til at snakke med børnene, så er det, at man falder tilbage til det gamle magtmønster,« siger han til metroxpress.

Praktiserende børnepsykolog Signe Colding er enig.

»Nogle lever efter en 100 procents-filosofi, hvor alt skal gøres til perfektion. Man skal være den bedste kone, den bedste mor, den bedste kollega. Pludselig er der ikke mere at give af.«

Ifølge seniorkonsulent hos Børns Vilkår, Bente Boserup, er der brug for flere tiltag, hvis problemerne skal løses.

»Flere børn skal være klar over, at de har ret til ikke at blive slået. Desuden kan lærere og pædagoger stadig blive bedre til at fange signalerne på vold. Børn er hunderædde for at sige noget,« siger hun til metroxpress.

BNB

Powered by Labrador CMS