Så mange så Danmark tabe på TV
Torsdag aften spillede Danmarks fodboldlandshold en vigtig kamp mod Portugal i kapløbet om at kvalificere sig til EM 2016 i Frankrig. Det satte TV-seerne pris på.
Selv om det danske herrelandshold i fodbold måtte gå fra banen med et 0-1-nederlag til værterne fra Portugal, så var der alligevel en god portion af danskerne, der fulgte med i den spændende kvalifikationskamp.
Kanal 5, der viste kampen, meddeler, at det er den næstmest sete landskamp i den tid, kanalen har vist disse.
I alt fulgte 778.000 danskere med fra TV-skærme i hele landet. Det er kun overgået af hjemmekampen – ligeledes mod Portugal – sidste år.
– Det var en stor landsholdsaften på Kanal 5 i går, og det er helt fantastisk, at så mange seere fulgte med. Vi er meget glade for, at vi har alle Danmarks kvalifikationskampe til EM i Frankrig og VM i Rusland, siger Jes Holm Andersen, der er sportschef hos Discovery Networks Danmark, der driver Kanal 5, i en pressemeddelelse.