Så mange penge scorer danske EM-spillere
Bare for at deltage i EM-slutrunden sikrer hver enkelt af de danske landsholdsspillere 791.000 kroner. Og guldbonussen er svimlende 2,4 millioner
Hvis Danmark går hele vejen og vinder EM-finalen på Wembley om en måneds tid, ruller der millioner ind på spillernes konti.
Spillerforeningen har afsløret tallene i den EM-bonus, der er en del af landsholdsaftalen med Dansk Boldspil-Union (DBU).
Her fremgår det, at hvis Danmark gentager bedriften fra 1992, så får hver spiller 2,461 millioner kroner plus en ekstra pointbonus.
Solid trøstepræmie
Spillerne har med deres blotte tilstedeværelse i EM's gruppespil sikret sig en bonus på 791.000 kroner. Det er meget tæt på de 739.000 kroner, spillerne fik for at være med i gruppespillet ved VM i 2018.
Herefter stiger beløbet alt efter, hvor langt holdet når.
Hvis Danmark når ottendedelsfinalen, kan spillerne se frem til 904.000 kroner. En kvartfinalebillet giver 1,166 millioner kroner, og en semifinaleplads giver 1,628 millioner kroner.
Der er også en trøstepræmie, hvis Danmark skulle nå finalen og tabe. Sølvmedaljer giver nemlig 2,143 millioner kroner.
Pointbonussen giver derudover 133.077 kroner per sejr og 67.500 kroner per uafgjort.
Donerer millioner
Spillerne har fra deres fællespulje givet en bunke millioner videre. I maj blev det offentliggjort, at landsholdsspillerne donerer fem millioner kroner til forskellige formål i børnefodbolden.
Nu afslører Spillerforeningen, at landsholdsstjernerne har fundet yderligere en million til fanaktiviteter og markedsføring af arrangementerne.
- For spillerne er det vigtigt at bidrage og give noget tilbage. Og det har de i den grad gjort ved at donere dele af deres EM-bonus og give penge til forskellige projekter inden for breddefodbolden og til fanaktiviteter, siger Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen.
Danmark spiller sin første EM-kamp lørdag mod Finland.