Så mange får julehjælp i Kolding og Vamdrup
Hos Dansk Folkehjælp, Danmarks største formidler af julehjælp, sætter man endnu en gang indsamlingsrekord for organisationens julehjælpskampagne.
Det indsamlede beløb endte på 7,72 millioner kroner – en stigning på mere end en halv million fra sidste år. Med pengene kan Dansk Folkehjælp gøre julen bedre for 5.400 familier – en stigning på hele 400 familier i forhold til sidste år.
I Kolding er antallet af familier, der får hjælp fra Dansk Folkehjælp uændret. Her er tallet 75 familier. I Vamdrup er der i år sket en stigning. Her får 27 familier hjælp mod 22 sidste år.
Et stykke vej til målet
På trods af årets slutspurt og samlede resultat, er der stadigvæk et stykke vej til målet om at hjælpe alle familier. 2015 blev nemlig også det år hvor Dansk Folkehjælp modtog rekord mange henvendelser omkring julehjælpen, det betyder, at der trods skærpede krav til ansøgerne stadig er mange familier, som må gå forgæves efter hjælp i år.
Antallet af godkendte ansøgninger landede i 2015 på over 8.000. Det betyder, at Dansk Folkehjælps Julehjælpsindsamling skulle nå 12 millioner for at være i stand til at hjælpe alle dem, der opfylder kravene til at modtage julehjælpen.
Julehjælpen uddeles rundt i landet fra i dag den 17. december og frem til den 22. december.